[I, 11] Fortsættelse af Sophies Dagbog.

[125] Skjøndt Opholdet i Christiania kun varede i ti Dage, vilde Tilfældet at jeg ogsaa her skulde blive buden paa Bal. Her skulde jeg see den hele gentile Bye. Jeg gik med et hemmeligt Haab om, at jeg blandt mine Landsmænd vilde forvinde det ubehagelige Indtryk, og forsone mig igjen med min kjære Dands. Men jeg tog Feil. Alt hvad der dunkelt og ubestemt havde stødt mig, traadte her bestemtere og mere udpræget frem. Her var Individualiteterne mere fremtrædende, og Kontrasterne mere iøinefaldende.

Vi kom til at sidde i en af de forreste Damerækker. Paa Gulvet havde Herrerne dels placeret sig, deels i Grupper, deels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akkurat som Officiererne, der mønstre Geledderne. Idetsamme lød Musikken – den hele forreste Række blev optaget paa en eneste stakkels, paafaldende svær ung Dame nær.blev optaget paa en … nær] alle bortsett fra en ble spurt En Herre ved Siden af sagde blot de Ord til sin Sidemand, men saa høit at den Arme nok kunde høre det: «Veiet, men ikke befundet for let.» Hvorfor udsætter hun sig for en saadan Ydmygelse? . . . Hvem af os kan sikkres for den? . . . . Hvorfor udsættes vi for den? . . . . alle disse Spørgsmaal stormede confustconfust] forvirret ind paa mig, medens den ene Damerække forsvandt efter den anden, og Raden nu kom til min Bænk. En ulidelig Følelse af Skamfuldhed betog mig, [126] jeg ønskede mig hundrede Mile borte; jeg følte at jeg vexelviis blev bleg og rød. Jeg vil slet ikke dandse, sagde jeg til mig selv. Dette kom over mig med et. Og virkelig, efter at jeg havde givet et Par Afslag, følte jeg mig beroliget igjen og ligesom hævet i mine egne Øine. Jeg sad mellem to unge Damer, der vare smukke og meget nydelige. En lille tynd Cavalleer med et fladt, intetsigende Ansigt lorgnetteredelorgnetterede] betraktet gjennom en lorgnet, især på en nærgående, kritisk måte os meget stærkt, men syntes ikke at kunne blive enig med sig selv. Mine Naboersker raillerte ham dygtig bag min Ryg; jeg ventede intet mindre end at de vilde slaae Vrag paa ham. Hvor forundret blev jeg derfor, da han bukkede for den ene, og hun reiste sig med det forbindtligsteforbindtligste] høfligste Smiil!

Den anden sad over; jeg forsøgte at knytte en Samtale med hende men det var ikke muligt at faae et ordentligt Svar, saa forstemt og distrait var hun bleven. En Mængde Damer sad over og der manglede ikke paa Kavallerer, men de stod blot omkring og saae til, og de der dandsede, saae ud som om de forrettede et tungt Arbeide. Ingen af Parterne syntes at føle nogen rigtig Glæde derved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulde troe. Mon det skulde komme af at Damerne slet ikke faae Lov til at dandse med hvem de ville, og Herrerne faae altfor meget Lov til at dandse med hvem de ville?

[127] Det forundrede mig ogsaa, at de styggeste Herrer paa Ballet næsten altid opsøgte de smukkeste Damer, ligesom de ikke kunde falde nok i Øinene alligevel. Naar en saadan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvorfor og med hvilke Tanker en saadan Dame følger ham i Dandsen, saa vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham. Mig forekom det, at de uheldige Kavallerer ogsaa burde opsøge de uheldige Damer, saa vare de dog sikkre paa et frivilligere fra Hjertet kommende «Jo Tak.» Et frivilligt «Jo Tak», o, hvem giver ikke det! Vi dandser med hvem det skal være, naar vi blot faaer dandse, vi dandse med Naale i Skoene, naar vi blot faae dandse.

Iblandt de Dandsende var der en Herre, der var mig paafaldende mellem de Andre. Det var en høi, slank Person, med et blegt, udtryksfuldt Ansigt. Han var ikke ganske ung, og af den Maade, hvorpaa man gik af Veien for ham, sluttede jeg at det var en Mand af Betydenhed. Det meest paafaldende var den Glæde, det Liv hvormed han dansede. Det er umueligt at beskrive den ridderlige Gratie,Gratie] ynde og glede den virkelige Fornemhed, der hvilede over ham, naar han bøiede sig ned til sin Dame i Conversationen eller førte hende ud i Dandsen, og den Livslyst,Livslyst] rettet fra: Livlyst (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) den Glæde, der da straalede ud af hans Træk, af enhver Bevægelse. Han saae ud som om han havde vundet hende gjennem tusinde Farer, [128] ikke som om hun var tilfaldt ham ved et Magtsprog. Hvor gjerne vilde jeg dandset med ham! . . . Det var som om jeg maatte flyve ham imøde og styrte mig med ham ind i Hvirvelen, ved Lyden af Musikken, der idetsamme bragte mit Hjerte næsten smertelig til at banke. Og dog vilde det ingen Glæde voldt mig, havde denne Dandser opfordret mig. Jeg havde maattet give ham det samme Ja, med den samme Bøining, det samme reglementerede Smiil, som han vidste jeg vilde givet den første den bedste Gjæk, der var kommen. Han forekom mig for god dertil.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Mine Ballidelser, ere de ikke i det Smaae en Afspeiling af Livet?

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O, i disse Ord ligger ligesom Summen af mine dunkle Barnesorger! Lykkelige Børn, hvis største Frygt har været den for en bortkommen Skolebog, som ikke have kjendt andre Sorger end Tabet af deres Dukker! [129] Ved hvilken dunkel Tilskikkelse blev mit Sind saa tidlig vakt til en Betragtning af Livets alvorlige Sider, til en dyb Sorg, en Angst over det vi kalde vor Bestemmelse? – Vor Bestemmelse er at giftes, ikke at blive lykkelige. I den Forstand har jeg seet begge mine ældre Søstre opfylde deres Bestemmelse. De toge deres Mænd med Overlæg, frivilligt, og dog vilde de ikke under nogen Omstændighed selv valgt dem. Hvor levende staae disse Scener endnu for mig, de gjorde et Indtryk paa mig, der aldrig kan udslettes. Om begge mine Svogre, der fulgte hinanden som Lærere her i Huset, har jeg den ubehageligste Erindring. Da Marie blev forlovet med Broch, denne sære, stive, utaalelige Pedant, som hun saa mange Gange selv havde leet af, var jeg endnu ganske liden, men jeg husker det godt endnu. Da vi var samlede og det blev forkyndt, sagde jeg til ham: «hvor kan Du troe det, hun vil bare narre Dig!» Marie – der saa tidlig skulde døe – blev først opofret; hun var den Ældste. Hun skal have været saa smuk, men jeg har intet bestemt Indtryk deraf, maaskee hendes Skjønhed havde dette alvorligere, aandige Præg, som et Barn ikke forstaaer. Men Louises var frisk og straalende som en Vaardag, da hun kom hjem efter to Aars Fravær i Kjøbenhavn hos Tante. Denne Skjønhed, det fremmede Snit paa hendes Klæder, hendes utvungne og [130] dog ziirlige Væsen, gjorde et dybt Indtryk paa mig. Det var ligesom alt hvad hun rørte ved blev forskjønnet. Jeg saae op til denne Søster med en Art stum Beundring. Med en Skarpsindighed, som kun Børn har, vidste jeg at gjennemtrænge alt hvad der angik hende. Men hun var den voxne Pige, og kun paa barnlig Viis torde jeg lægge denne min dybeste Interesse og Hengivenhed for Dagen: jeg løb hendes Ærinder, gjettede ethvert af hendes Smaaønsker og søgte paa alle Maader at behage hende.

Fra Tante Charlotte havde jeg til min tiende Geburtssdag faaet en Voxdukke, og da jeg syntes den havde Lighed med Louise, kaldte jeg den efter hende. Men lidt efter lidt identificerede jeg den ganske med min Søster, jeg digtede i dens Skintilværelse alt hvad der bevægede hende. Fik Louise en ny Kjole, skulde Dukken have akkurat en lignende. Med denne Louise talte jeg, til hende turde jeg uden Skye udøse mit Hjerte. Jeg raadede, jeg trøstede hende i vanskelige Tilfælde, jeg drømte de skjønneste Fremtidsdrømme med hende. Dukken havde sin Bopæl inde i en dyb Nische i Grotten. Her sad den som en lille fortryllet Prindsesse, skjult for Verden, og ventede paa den Dag, da Lykken skulde komme og hente den.

[131] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, Louises Skjæbne har jeg taget mig ganske anderledes nær. At hun kunde gjøre dette! Hvor jeg hadede denne Caspersen! Han var yngre og smukkere end Broch, havde et saakaldet «godt Hoved» og et Slags Mutterwitz,Mutterwitz] naturlig humor som han idelig øvede, men disse Egenskaber tjente kun til at sætte hans Raahed og Indbildskhed i et stærkere Lys. Moder og mine voxne Søstre behandlede han altid plumpt og uærbødig, og han skammede sig ikke ved at indprænte i Edvard den Grundsætning, at alle Kvinder hørte til et Slags underordnede Væsener, der ingen bedre Behandling fortjente. Det bar ypperlige Frugter; Edvard blev, fra en ganske snild Gut, mod os Søstre tyrannisk og uartig.uartig] uforskammet; uoppdragen; uskikkelig Ikke desmindre forelskede Caspersen sig i Louise, og nedlod sig til at begjære hendes Haand. Aldrig glemmer jeg den Dag. Om Morgenen havde han skrevet et Frierbrev. Ved Bordet var Alle tause. Louise saa blussende ned paa sin Tallerken og rørte ikke sin Yndlingsret som – jeg veed ikke om tilfældigt – var bragt paa Bordet den Dag. Moder saae høitidelig ud, og [132] da vi reiste os fra Bordet, hjalp Caspersen hende at sætte Stolen bort. Om Eftermiddagen talte Moder om Kvindens Bestemmelse og hvad Børn skylde deres Forældre. Jeg forstod hvad der var paa Færde; jeg vidste ogsaa hvad Louise vilde svare; jeg vidste at hun elskede en Anden. Hun havde aldrig sagt det men jeg vidste det dog. Jeg var gaaet saaledes ind i denne stumme Kjærlighed med hende, at den var bleven ligesom min egen. Jeg skiftede Farve ligesom hun ved hans Navn, skjøndt jeg aldrig havde seet ham.

Om Natten efter denne høitidelige Dag vaagnede jeg ved at hun laae og undertrykte sin Hulken. Er Du vaagen, Sophie? spurgte hun. Har hun villet aabne mig sit Hjerte, eller var det af Frygt for at røbe det? Jeg troede det sidste, og lod som jeg sov. Men da det blev stille, stod jeg op og listede mig til hendes Seng. Hun sov. Her sad jeg til den lyse Morgen, jeg turde ikke forlade min Post, jeg maatte see og overbevise mig om at hun sov trygt, ligesom jeg kunde beskjærme hendes Søvn. Dagen efter blev det forkyndt, at hun var forlovet med Caspersen. Da sneg jeg mig ud af Stuen, foer nedover Engene og skjulte mig i det Tykkeste af Skoven. Her har jeg grædt bitterlig.

[133] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Naar jeg saae Caspersen vise Louise Kjærtegn, forekom det mig at hun led en offentlig Beskjemmelse. Jeg kunde ikke taale det, jeg oprørtes paa min stakkels Søster, jeg kunde ikke holde det ud inde i Huset, men skjulte mig i Skoven og i Grotten.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid nærmede sig den frygtelige Dag, da Louise skulde vies til Caspersen. Jeg troede bestandig, at Himlen vilde lade skee et Underværk for at forhindre det. Der skeede intet Underværk, uden det skulde være at Louise var forunderlig fattet. Det smertede mig mere end det glædede mig. Enten jeg vilde eller ei, maatte jeg være med i Kirken. Her saae jeg Louise staae for Alteret med den Mand, som hun hverken elskede eller agtede, og som siden har gjort hende saa ulykkelig.

[134] Men efter Høitideligheden, da Ingen spurgte efter mig, ilede jeg ned til Grotten. Siden Louises Forlovelse havde jeg neppe seet min Dukke Louise. For sidste Gang tog jeg hende frem. Jeg talte ikke mere til hende; thi hun var jo død. Hun skulde, hun maatte være død. En saadan Nedværdigelse turde hun ikke overleve. Og saa tog jeg da den lille Døde og iførte hende hvide Klæder, lagde hende i Kisten og satte denne ind i det Dybeste af Nischen. Sex Voxlys saa tykke som Maccaroni brændte i malede Tinstager,Tinstager] lysestaker av tinn og ligesom de Gamle begrov sig med alle sine jordiske Skatte, tog jeg alle hendes Klæder og Kostbarheder og alt mit Legetøi og gjemte derinde. Da Alt var i Orden, kyssede jeg hende og græd saa oprigtige Taarer over hende, som om det kunde været over min Søster. Derpaa murede jeg Aabningen ganske ordentlig til, med Leer og Steen, og et nyt Lag Jord og Moes skjulte aldeles Sporet. Hvad der her gjemtes skulde aldrig, aldrig mere komme for Dagens Lys. Jeg følte, at jeg murede min Barndom ind med det samme. Udmattet paa Legeme og Sjæl kom jeg hjem, og sneg mig paa mit Værelse.

[135] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Og det er sandt, hermed endte min Barndom, og et nyt Afsnit af mit Liv begyndte. Den Tomhed, den Ensomhed, der indtraadte i vort Huus efterat begge mine Søstre havde forladt det, var ogsaa ret skikket til at nære den triste Retning, mine Tanker havde taget. Moder havde nok havt alvorlige Kampe med dem at bestaae førend de føiede sig. Hun troede det derfor nyttigt itide at bearbeide sine andre Døttre, for om muligt at forebygge hos dem hvad hun kaldte «Romangriller.» Saa hørte jeg da i rene, tørre Ord udtale, hvad jeg med Skræk havde anet, at det næsten aldrig falder i en Kvindes Lod at ægte den hun elsker, og dog er det hendes Bestemmelse at ægte Nogen, da den ugifte Stand er den allersørgeligste. «I den Henseende ere I alle Prindsesser», sagde hun. Jeg svimlede mellem disse Tilstande . . . . at giftes bort uden nogen Tilbøielighed, at slynges saaledes ved en dunkel Magt villieløs og dog frivillig ind i en ganske anden, uelsket Tilværelse, og nu, hvis man elskede en Anden! . . . . arme Louise! . . . O Gud, lad mig ikke elske som hun! . . . udtør denne Kilde i min Sjel! . . . lad mig undgaae Skjæbnen! jeg vil leve ene – ene til mit Livs Ende, [136] aldrig elske, aldrig ægte Nogen. Denne barnlige Bøn var kanskee latterlig, men endnu kan jeg ikke lee ad den.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Den enlige Standenlige Stand] være ugift begyndte at faae en Art hellig Betydning for mig. Undertiden var den dog en stærk, fri Sjæls eget Valg. Naar jeg kom sammen med Bygdens gamle Jomfruer, iagttog jeg dem med spændt Interesse. Ak, de var lidet skikkede til at gjøre Ideen smuk eller opbyggende. Hvilket øde Liv! Deres Tanker og Anskuelser om enhver Ting hvor pertentlig bornerede,bornerede] innskrenket; sneversynt hvor forstenede! Hvor ynkværdige deres Beskjæftigelser! Gamle Jomfru Møllerup har i de sidste ti Aar uafladeligt strikket paa en Strømpe og rækket op igjen, og denne Straf, der minder forfærdelig om Danaidernes, har hun paadraget sig, siger Moder, fordi hun var daarlig nok til at afslaae nogle gode Tilbud «for en Grilles Skyld.» En gammel Kone, der gaaer i Barndommen, kan maaske udfylde sit Liv med at strikke, strikke evindelig, men mon hun vilde række op igjen? jeg troer ikke . . hun har havt [137] Børn . . Over alle disse forladte Væsener, det samme Præg, jeg veed ikke af hvad . . . af en gammel Jomfru. O Gud, kunde ikke denne Tilværelse gjøres smukkere? Lær mig det, lær mig at bære, at fylde den! Jeg vil læse, jeg vil lære, jeg vil arbeide Nat og Dag.

Dengang havde jeg allerede læst meget, men overfladisk og uden noget Valg. Det var Ting, som mere slappedeslappede] svekket end berigede min Sjæl. Men selv ved et bedre Valg savnede jeg Hovedbetingelserne for at forstaae og tilegne mig det Læste: jeg manglede Kundskaber. En glødende Iver for at lære noget greb mig. Under den forrige Lærer, Hr. Caspersen, havde jeg holdt Skridt med Edvard d. v. s. jeg havde gjennemgaaet de første UdtogUdtog] utvalg; utdrag af de almindelige Skolebøger. Nu begyndte mine Selvstudier, jeg læste seent og tidligt, jo mere jeg kom ind i det, jo mere voxte Interessen. Men jeg skjulte mine Bøger lige saa forskrækket som Amalie sine Romaner. Saaledes holdt jeg hemmelig Skridt med Edvard, indtil jeg var kommen ham forbi.

En Dag bad jeg ham saa vakkert at laane mig et botanisk Værk, som jeg vidste han havde i sin Reol; jeg vilde blot se Billederne, sagde jeg. Men han ytrede haanlig: «Du behøver ikke at anstrænge Dig med at lære noget Sligt, Caspersen siger at Fruentimmer [138] ere blot skabte til at styre Huset for Mændene og at man burde sætte alle lærde Damer ind i et Dolhuus.»Dolhuus] galehus; dårekiste Det gav dog ikke min Lærelyst noget Stød. «Det er ikke for Mændenes Skyld, det er for min egen jeg lærer.» Men aldrig bad jeg Edvard mere om nogen Bog og alle dem, jeg deels af Faders Bogsamling, deels ved Laan kunde overkomme, bragte jeg ned i Grotten, hvor jeg indrettede mig et lille Bibliothek. En Steen lukkede for Aabningen saa kunstig, at Ingen kunde opdage den. Hvor glad var jeg, naar jeg kunde komme ned til mine Skatte! . . . jeg gik altid ugjerne hjem, men dog som mig syntes rigere end før. Alt hvad jeg oplevede om Dagen, satte jeg i Sammenhæng med det jeg havde læst. Historien interesserte mig især levende. Fra Stenen ved Indgangen kunde jeg see, naar der kom Nogen. Nærmede sig da Nogen oppe ved Mølleledet, da øieblikkelig Bogen ind i sit Skjul. Jeg havde en overordentlig SkySky] engstelse for at røbe nogen Kundskab, selv for Fader, og Edvard og Caspersen kunde have lagt mig paa Pinebænken, før de skulde mærket noget.

Mine Glæder og Sorger vare saaledes ikke et Barns. Jeg havde en egen Maalestok for dem. Kun i det Forhold de stode til min egen store Bekymring fik de Betydning. En legemlig Smerte, et skuffet Haab, Tabet af noget Kjært, tog jeg mig derimod lidet nær. [139] Et Instinkt sagde mig, at den bedste Modvægt mod disse Grublerier laae i Virksomhed, og neppe havde jeg fattet den Idee, førend jeg med grænseløs Iver begyndte at deeltage i Husets Forrretninger. Men dette skeede med en Ustadighed, en febrilsk Uro, der aldrig gjennemførte noget.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Caspersen reiste og nu skulde Cold komme. Jeg hadede ham allerede førend jeg havde seet ham. Da han første Gang sad ved Bordet, blev jeg forundret ved at see hvor ung og smuk han var, og at han talede et ganske andet Sprog end de Andre. Han kom ikke fløitende ind i Stuen, han bandede ikke, naar han talte med Folkene. Jeg hadede ham endnu mere derfor. Jeg gjorde den simple Slutning: jo høiere de have Grund til at stille sig selv, desto lavere stille de os. Hr. Caspersen fandt mig og mine Søstre altid gode nok til at blive hans Huusholdersker, for Hr. Cold maatte vi da være noget endnu ringere. Med denne Uvillie, saa glødende som den kan rodfæste sig i et uerfarent [140] Barns Hoved, har jeg mødt ham. Hvor piinlige vare disse Skoletimer med ham! jeg vidste, at jeg med al min Lærvillighed, al min Flid dog vilde blive dette ringe Væsen i hans Øine, som han havde Ret til at see ned paa. Den himmelske Taalmodighed, han viste, kunde den være andet end Ringeagt? Naar jeg da kunde lade ham sidde en stiv Klokketime og anstrænge sig for at forklare mig Elementerne til noget, som jeg for længesiden var ud over, følte jeg selv det Grusomme og Latterlige deri, men jeg var som forstokket. En Forbryder maae være saaledes tilmode. En sjelden Gang skjændte han og jeg følte mig besynderlig sønderknust og hædret derved . . . ethvert Tegn paa hans Uvillie kunde gjort mig stolt. O, jeg syntes jeg kunde føle, hvor «widerwärtig»widerwärtig] (ty.) motbydelig; støtende; fornærmelig jeg var ham; naar Lektien var ude, løb jeg som om jeg kunde løbe fra min egen Ufordragelighed.

Har jeg gjort ham Uret? En Gang, en eneste Gang faldt denne Tanke mig ind, men den var saa flygtig, saa uklar, et Stjerneskud, ingen ledende Stjerne. Vi traf hinanden paa Sæteren. Han forekom mig ganske anderledes end mellem de Andre, hvor han bestandig er saa underlig spodsk, og siger alting med saadan en Mine, at man aldrig ret veed hvad han mener. Han udtalte Ord saa selsomme . . . jeg tvivlede, om jeg havde hørt Ret. Han opmuntrede mig til at synge [141] . . . at synge! Men da vi kom hjem igjen, var han den samme, og jeg saae at jeg havde taget feil. Har jeg taget feil? Jeg veed ikke, men endnu er denne Fordom saa rodfæstet hos mig, at jeg ikke kan være i hans Nærhed uden at jeg føler mig beklemt.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid var jeg alt blevet en stor Pige, men jeg forekom mig selv saa utækkelig,utækkelig] frastøtende at jeg aldrig gad see i et Speil. Jeg kunde nok lide smukke Dameklæder, enhver saadan smuk Fremtræden kunde gjøre det dybeste Indtryk paa mig. Hvor beundrede jeg ikke de Dragter, Louise havde, men aldrig tænkte jeg mig selv i nogen saadan. Moder sagde mangen Gang, «Du faaer sætte dit Haar og og faae Dig en lang Kjole, Sophie, Du er snart en voxen Pige,» men altid tryglede jeg, om at maatte beholde min barnlige Dragt, jeg kommer tidsnok i den Voxne, tænkte jeg. . . . . . . . . . Sangen blev aldrig nævnt. Men næste Gang, da Fader slog paa den Stræng, at jeg skulde ned til Tante, var jeg pludselig villig dertil, om for Sangens Skyld veed jeg ikke, maaskee en hemmelig Misnøie [142] med mig selv laae til Grund, maaskee haabede jeg, at Livet i større, mere udviklede Forhold vilde bringe mig Svar paa de Gaader, der qvælede mig, og forsonende føre mig tilbage til mig selv, og mine Egne. Jeg vil tie om de Erfaringer, jeg derom har gjort. Min Smerte, mine Skuffelser høre mig til, og jeg faaer see at komme tilrette med dem, men hvad jeg kan gjøre – og jeg vil gjøre det – er at de ikke skal blive forstyrrende for Andre.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Min Barndom var altsaa trist, tristere maaskee end noget andet Barns, der mindre end jeg nød de udvortes Betingelser for Lykken. Det var Skygger, usynlige for andre. Men i disse Skygger er der dog faldet enkelte Glimt af Haab og Fortrøstning. Det var en Høsteftermiddag, netop Dagen før jeg skulde reise. Nogle Dage før havde jeg fyldt mit femtende Aar. Jeg havde taget Afsked med Grotten og sad nu paa Stenen foran Indgangen, vemodig, næsten ude af Stand til at skille mig fra Stedet. En kold, ubehagelig Taage efter et langvarigt Regnveir havde hele [143] Dagen hvilet over Egnen. Den lyse Baggrund mellem Fjeldrammen var lukket af et graat Forhæng; man kunde netop skimte de to store Graner ved Møllen. I de ubestemte Omrids saae de kjæmpemæssige og næsten truende ud, de stode der som Vogtere foran den hemmelighedsfulde Fremtid, denne Fremtid, som fyldte mig med en dunkel Gru og Angst. Jeg tænkte paa Louise, min stakkels Søster, som jeg nylig havde gjenseet – hvor forandret, o Gud! – jeg tænkte paa Jomfru Møllerups danaidiske Strømper og Tilværelsens Trøstesløshed overfaldt mig. Jeg mærkede ikke, at et Vindpust strøg opad Fjeldtrakten, at det med et lysnede i Luften, før jeg pludselig saae Grantoppene blinke som to Kirkespiir, og nu saae jeg Taagen i store tunge Masser rulle sig sammen og synke ned mod Elvedybet. Med Et laae hele Landskabet forklaret i Aftensolen og ligesaa hurtig, som fremkaldt ved den samme Naturlov, slog den Tanke lys og varm ned i mig: «At elske og leve for den man elsker!» Forestillingen om en saadan Lykke overvældede mig, jeg sank paa Knæ og trykkede mit Ansigt mod Stenen. Jeg gik hjem, fortumlet som Betleren,Betleren] tiggeren der har drømt om, hvor den uhyre Skat ligger begravet, og bævende tænker paa at Drømmen kan være sand.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.