En bedrøffuelig Samtale/
Eller:
Et høyt bekymrit oc beengstiget Christen Menniskes Hiertelig ja Siæls Væklage/ offuer sit Fædernelands oc Kirckenis bedrøffuelig Tilstand: Huilcken Fornufften først/ dernest Troen (dog forgeffuis oc omsonst) sig vnderstaar at trøst oc hußvale. Oc i midler tjd kommer Christus at straffe først hans Wtaalmodighed/ dernest viser hannem Aarsagen til slig skræckelig straff/ fratager ham smerten tilsiger hannem timelig oc ævig Forløßning. Huilcken er meget nyttelig at bruge i nærverende oc ynckelig tids tilstand.
Tilforne aff Tyske/ i Danske Sprog vdsat/ oc nu i Sangvijß kortelig befattet. Aff
C. O. H. W.C. O. H. W.] forfatteren er ikke identifisert.
Oc kand siunges vnder de Noder/ som:
Mit hierte hui gremmer du dig/ etc.Mit Hierte hui gremmer du dig/ etc.] Melodiangivelsen viser til Hans Thomissøns oversettelse av den tyske salmen «Warum betrübst du mich, mein Herz», som han antakeligvis hadde fra en nedertysk sangbok (Danske reformationssalmer). Thomissøns melodi i Den danske Psalmebog (1569) er den eldste kjente trykte kilden til melodien, som ifølge Henrik Glahn stammer fra ei tysk vise med stor variasjon i overleveringene (Glahn 1954, 1:193). Samme melodiangivelse i PRV 16.
Prentet i Kiøbenhaffn/ Aff Andrea Koch/Andrea Koch] Andreas Koch (Andreiß; Coccus, Coccius) (leveår ukjent), født i Tyskland. Han er oppgitt som trykker på danske utgivelser fra 1626 og framover, og han oppholdt seg i København i alle fall så sent som i mars 1633. I de første årene i Danmark ble han flere ganger kalt inn til universitetets konsistorium for å forklare seg angående utgivelser av tvilsom karakter, bl.a. i 1626 for ei «bolevise». Han ble frikjent på grunnlag av at han ikke kunne dansk og dermed ikke forsto innholdet. De første årene i København jobbet Koch uten privilegier, og han trykte i stor grad på andres oppdrag og bekostning. PRV 32 («GVd Fader Søn oc hellig Aand») viser at Koch trykte noter. I 1632 fikk han kongelig utnevnelse som boktrykker i Glückstadt, nordvest for Hamburg (Ilsøe 1992, 48 og DM 5, I 204–207). Oppgitt på 18 visetrykk (1627–1630) i PRV, inkludert to dubletter. Aar 1629.
1. Den bange Siel.
AH væ/ ah væ/ O jammer oc nød/
Lycksalig er den som er død/
J HErren soffuit hen/
Fra Sorrig/ Drøffuels’/ Fiendens Jid/Jid] gjerning
Som øffuis nu i denne tid.
2.
Ah væ offuer væ/ huad skal mand giør’/
Bedrøffuelsen bliffr jo’ altid størr’/
Huor skal mand nu vende sig?
Ah huor er hielp/ huor er nu raad?
Wi maa ræt græde hiertens graad.
3.
Ah varvar] rettet fra vâr (trolig kortform av vaar) det mu’ligt at mand kund’/
Bortfly bag Haffuet nogen stund/
Forsticke sig i en Graff.
Ah vild’ dog Døden giør en end’/
Paa Drøffu’lsDrøffu’ls], drøv(e)full, bedrøvet Jammer/ oc slig ælend’.
4. Fornufften.
Huad er det for wmad’lig klag’?
Hui vilt du nu saa flet forsag’?
O Menniske sig det frem:
Aarsagen lad du mig forstaa/
Maa skee/ ieg kund’ dig hielpe saa.
5. Siælen.
At hielpe mig du icke kand/
Ey eller nogen anden Mand/
Ah væ mig lidelse min!
Huad skal ieg wsle nu sla paa/
Fra huem skal ieg nogen hielp faa?
6. Fornufften.
Det er formeget klageligt/
Det er ocsaa forskræckeligt/
Vilt du fortuile saa slet?
Huad skaader dig du sig det frem/
Dig raad at giffu’ vil ieg ey glemm’.
7. Siælen.
Ah vel skaff raad oc icke glem/
Jeg harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) saa offte søct om dem/
Men det er alt omsonst/
Min sorg/ min pin’ langt offuergaar
J tallit all’ min’ Hoffuit Haar.
8.
Paa alle sider ild’ tilgaar/
Thi Paffuens blodig Suærd nu slaar/
Vor kiere Fæderneland/
Baad’ Slot oc Stæder Quind’ oc Mand/
Tuinger hand med sin grusom Haand.
9.
Sckoler oc Kircker bliffr forbrend/
Guds sandhed bliffr oc ilde skend/
Aff de Barbariske Folck/
Kirckens Zirat/ Guds Tiener’ bold/
Henrættes som der vaare sold.
10.
Andre for gru’lig Tyranni/
Aff fryct kand ingensteds være fri/
Men maa nu forborge sig;
J skow oc skiul ælendig oc arm/
O Gud du dig der offuer forbarm.
11.
Wi raabe vel oc skrig’ til Gud/
Om hielp effter hans hellig’ Bud/
Met Faste ocsaa met Bøn:
Men hand vil oss dog icke hør’/
End sig’ hand skull’ oss hielp tilfør.
12.
Wi er’ paa all’ sider forlat/
Oc maa alle fordærffuis plat/
J vore ælendighed:
O Død du kom oc vær ey seen/
Oc tag oss liffuit fra huer en.
13. Fornufften.
At du dig offr slig sørg’lig stand/
Bekymrer kand slet ingen mand/
Nogen tijd fortencke dig.
Thi huo som det kand tage læt/
Maa vær’ en Stock oc Steen til met/
14.
Dog kand ieg icke loffue dig/
At du begræder bitterlig/
Dit Fædernelands ælend/
Lig’ som’sligt haffd’ ey fleere hend’/
Oc lycken sig ey kund’ omvend’.
15.
Det beste raad ieg derfor’ ved/
Til huer som i bedrøffu’ls er sted/
Er et bestandigt haab/
Thi Haabet er en Læg’dom god/
Om skiønt døden for Øyne stod/
16. Siælen.
Ah huilcken en sørg’lig Lægdom!
Befinder wi aff haabet komm’/
J det wi haabede got/
Dißmidler tid wlycke stor/
Tilslaas oss wsle paa denn’ Jord.
17. Fornufften
Saa maa ieg derfor giffue tafft/
Din’ Ord disligest giffue mact/
Det er dog visselig sant/
At Haabet er en wbestandig ting/
Som giern’ feyler Verden omkring.
18.
Oc naar det ey begrundet er/
Huor kand mand da taalmodig vær’/
J slig bedrøffuels oc nød:
Vor jammer oc sorg offuer andres gaar/
Paa tusind binding den voris ey naar.
19.
Haabet paa Gud saa haffue wi/
Oc oss forlat paa hannem fri/
Er dog beskemmet plat/
Jeg veed sand’lig i sandhed at sig’
Ey huor med ieg skal forsickre dig.
20. Troen.
Om Haab hoss Mennisken ey findis kand/
Saa er den dog hoss Gud forsand/
Saa siger den HErre sød/
Jsräel vilt dudu] rettet fra dn (omvendt type) omvende dig/
Da kom strax vent dig om til mig.
21. Siælen.
Ah ney wi harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) det daglig erfart/
At HErren harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oss icke spart/
Men vaar oss haard oc streng/
Hand harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oss skiult met vreden sin/
Oc oss forfult met Fiendens pin/
22. Troen.
Vilt du da ey lad’ trøste dig/
Med tancker dig quæl’ wnytt’lig/
Er Gud ey Naadig meer/
HarHar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) hans Barmhiertighed da en end’/
Kand HErrens Haand ey alting vend’.
23. Siælen.
Den kand vel men den icke vil/
Raab’ wi hand suarer ey der til/
Om wi for hans Ansict staa/
Saa acter hand dog slet ingen mand/
Men harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oss giffuit i dødsens baand/
24. Troen.
Tuil ey saa saar’ O kiere Siæl/
Thi Gud er trofast oc vil ey vel
Offuer øffne friste dig/
Men naar wi lid’ en stacket tid/
Skal hand oss styrck’ fuldkommelig.
25. Siælen.
Ah at det maatte nu saa skee/
Wi for hans Thron’ oc høye Sæd’/
Kund’ høre aff hannem selff/
Om hand vild’ sig bevege lad’/
Til miskund offuer vor nød oc skad’/
26. Christus.
Huo sætter sig op mod den mæctig Gud/
Oc opblest fører Ord her vd/
Hui seer du da saa stolt:
Hui kommer der slig Ord fra dig/
Vilt du i rætte gaa met mig?
27.
Vilt du oc vær’ Raadgiffuere min/
Forstandens Vey mig lære fin/
Den enniste ieg dog er/
Som giffuen er i Himlen mact/
Oc Jorden er mig vnderlact.
28.
HErren alt Kiøds Gud ieg oc er/
Skull’ noget mig wmueligt vær’?
J raad saa er ieg stor/
Gierning er ieg mæctig vdi/
Oc kiender Menniskens Vey oc Stj/
29.
Du Ask’ oc Støff du tie for mig/
Din Mund lad bliffue taugs aff slig/
Huo vil lære mig forstand/
Vilt du trætte du Potteskaar/
Med Skabere din/ du skade faar.
30. Siælen.
Ah HErr’ min Skaber’ hør du mig/
Din’ Hænders Gierning er oc ieg/
Du haffuer alting giort/
At du est vnderlig mectig oc stor/
Bekiender ieg paa denne Jord.
31. Christus.
Jeg harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) saa leng’ formanet dig/
Min ville forkyndet rigelig/
Ja venlig alle paamint/
J vild’ afflad’ ondskaff oc suig/
Oc ey fortørne meere mig.
32.
Jeg lod oc see mang’ vnderlig’ Tegn/
J Himlen oc paa Jordens egn:
Blod/ Jld/ Cometer oc Røg/
Med Naad’ harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oc besøct eders sted/
Med Regn/ med brynd Wfructbarhed.
33.
Ah hadhad] rettet fra hâd (trolig kortform for haffde) mit Folck da ladet sig raad’/
Saa hadhad] rettet fra hâd (trolig kortform for haffde) det ey nu vært i vaad’/
Men i god roelig stand/
Oc ey effter de vaar’ hiemsøct/
Skull’ ydermeere Straffen nøt.
34.
Men huo tager sig i hiert’ til/
Huo trortror] rettet fra trôr (kortform for troer) at ieg saa vredis vil?
Oc huo frycter grumhed min?
Folckit det meener at ieg ey hør/
Det meget onde de mon giør’/
35.
Forgieffs harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) ieg formanit dem/
Jeg harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oc slaget dem huer en/
Dog annammit de ey min tuct/
Derfor vil ieg til rætte gaa/
Vdrødd’ oc dennem vil ieg slaa.
36. Siælen.
Ah du iffrig’ oc vrede Gud/
Vilt du feye aldelis vd
Dit Folck oc menighed/menighed] rettet fra meeighed
Er Zion dig væderstyggelig/
Oc Juda Slect vdskut fra dig?
37.
Vor Ondskab oc Synd bekiend’ wi/
Oc vor Fædris Mißgierninger fri/
O Gud oss den forlad/
Betænck dig/ bryd ey det Forbund/
Med oss du giorde mangelund.
38.
For det Naffns skyld forbarme dig/
Vor Synd fortryder wi hiert’lig/
Ah HErre du Israels trøst/
Vor Frelser’ oc i nødsens tid/
Hui stiller du dig saa gantsk’ wblid.
39. Christus.
Sand’lig Sand’lig eder siger ieg det/
Andre skal giffuis Naffnit mit/
At de skal holde min Bud/
Men eder vil ieg slet forlad’/
Om i skiønt beder mig om Naad’.
40. Siælen.
Ah væ huad er ieg hiert’lig bang’/
Huad skal ieg nu for graad anfan’/
Raab væ mit gantske liff/
Ød’leggels’ offuer en anden grum/
Vdrobis offuer onde oc from.
41. Christus.
Om ieg tilskicket eder størr’ Blar/
Oc sønderslog som Potteskaar/
Oc giord’ eder Sodomæ lig/
Mon i da lid’ nogen wræt/
Som all paamindels’ harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) forgiet.
42.
Mens for mit Naffn tolmodig er/
Ja for min prijß ieg offuer bær/
At i ey skal røddis vd/
Ja harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) ieg noget talttalt] rettet fra tâlt (kortform fra talet) mod dig/
Saa harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) mit hiert’ dog strax vent sig.
43. Siælen.
Wi tack’ dig Gud du som varst vred/
At du din grumhed vild’ senck’ ned/
Oc nu saa trøste oss/
O HErr’ det er din miskund god/
At du oss ey fortære lod.
44.
Saa vil wi da taalmodelig/
Som harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) leffuet wskickelig/
Nu HErrens vrede bær’/
Thi Naade oc Barmhiertighed/
Bliffuer offuer hans Kirck’ i ævighed.
45.
Men allerkierist’ JEsu Christ/
Det er vor største sorg forvist/
At du harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) oss forlat/
Ey giffuer oss det ringest’ tegn/
Om du est med oss i vor egn.
46. Christus.
Ah ney ey saa Vdvaalde min/
Slig tancker skal ey være din’/
Ligesaa wmueligt/
En Moder forglemmer sin Søn oc Barn/
Oc kaster det i DyndDynd] sump oc Skarn.Skarn] avfall
47.
Saa er det oc wmuelig/
At ieg ey skull’ forbarme mig/
Offuer dig min Arffuedeel/
Jeg harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) dig tegnet i min Haand/
Der aff du aldrig slettis kand.
48.
Jt Øyblick vaarer kun vred’ min/
Om Afften er graad/ siden glæde fin/
Vel vige Biergene maa/
Men miskund min skal bliff’ hoss dig/
Oc Freds Forbund ey bucke sig.
49.
See ieg vil tage dig mig an/
Ja Kalcken tage aff din Haand/
Du skal ey dricke den meer/
Din’ plagere vil ieg giff’ den hen/
Den Wgud’lig skal vdslick’ den.
50.
Jeg vil nu vis’ oc lær’ eder meer/
Den stund i end min Reffsels’ bær/
Da bed’ waffladelig/
Om Naade min/ oc Miskundhed/
Med hiertens største ydmyghed.
51.
Der nest sand Poenitentz’poenitentz] anger, botsøvelse at giør’/
Oc altig Christ’lig leffnit før/
Forvist saa skal i faa/
Her effter ynskelig Seyr oc Lyck/
Oc det skal gaa effter eders tyck.
52. Siælen.
Haff tack/ haff tack O JEsu kier/
Bevar vor Naadig Kong oc HErr’/
Baade til Land oc Vand/
Giff Lyck’/ giff Seyr/ giff Kongen Moed/
Regier ham met din hellig Aand god.
53.
J Himle fryder eder nu/
Du Jord blig ocsaa glaad i hu’/
J Bierge loffue met fryd/
Thi HErren hußvalet Jsrael/
Oc vil bevaar’ sin Arffuedeel.
54.
Vor’ Hierter harhar] rettet fra hâr (kortform for haffuer) hand forsickret vel/
Wi maa oss glæd’ til Liff oc Siæl/
Derfor dig ævige Gud/
Vdi den wendelig høyhed/
Skee loff oc tack i Evighed.
AMEN.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Peder Rafns visebok har lenge vært en av Nasjonalbibliotekets best bevarte hemmeligheter. Den er intet mindre enn Nordens største enkeltsamling av visetrykk fra 1500- og 1600-tallet, opprinnelig utgitt i Danmark-Norge og Tyskland mellom 1583 og 1634. Samlingen er et massivt bidrag til en kildefattig tid.
Denne tekstkritiske versjonen av Peder Rafns visebok åpner tilgangen til dette unike materialet for forskere og andre interesserte, og belyser den i et bredt tverrfaglig perspektiv. Transkripsjonen av tekster og melodier følger moderne edisjonsfilologiske standarder, og fragmenterte tekster er – så langt det er mulig – restituert etter andre eksisterende kilder. Utgaven er utstyrt med kommentarer til trykkenes materialitet, omtalte personer, illustrasjoner, melodier og bibelreferanser, med ordforklaringer, samt faglige innledninger.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
