I.

82Den unge Ernst Theodor Amadæus var Frugten af en Forbindelse mellem to Mennesker, der fandt hinandens Personer og Karakterer ufordragelige. Moderen var opdraget til Ærefrygt for Konveniens og god Tone; hun nærede en passioneret Forkjærlighed for streng Orden, pertentlig Penhed og Medborgeres Agtelse. Faderen hyldede stik modsatte Anskuelser. Han var en poetisk Natur, der søgte og fandt Livets Skønhed i dets brogede Uorden og i sit Hus og Hjem prøvede at indplante denne Æstetik, der var hans Hustru en Vederstyggelighed og en Forargelse.

Det er uvist, hvilken af Parterne der har lidt mest i dette Ægteskab, som i denne og alle andre Henseender var forfejlet og ulykkeligt. De enedes omsider om at skilles, men forinden havde den iltre Filisterfjende i den unge Ernst Theodor Amadæus 83oprejst sig et Afkom, der fik hans Temperament og Idealer i Arv og paa videre Omraader skulde komme til at fortsætte hans Kamp mod det spidsborgerlige Samfund.

Hoffmanns Barneaar var neppe lykkelige, thi han hensled dem i Moderens Familje, hvor den gode Tone og de tusen Leveregler var Atmosfæren. Han afskyede Familjen og især en Onkel, som havde sat sig i Hovedet at ville plukke ham for hans viltre Instinkter og opdrage ham til Korrekthed. Men disse Aar i fremmede og antipatiske Omgivelser har tidlig maattet modne ham og vække i ham oprørske Tendenser.

Rousseau’s Bekendelser tændte ham; han læste dem om og om igen og forblev hele sit Liv under deres befriende Herredømme. Hans Uvilje mod Familjekredsen udvidede sig til den almindelige antisociale Stemning, der er naturlig for et genialt og uhyre selvfølende Individ. Han fandt Erstatning i et sværmerisk Venskabsforhold, som mærkelig nok varede udover Ungdommen.

I hele sit Liv havde Hoffmann ingen andre Interesser end kunstneriske; men oprindelig havde han ingen determinerende Forkærlighed for nogen Kunstart. Han tegnede og musicerede med samme Lethed og Held. Men denne dilettantiske Vankelmodighed var Skyld i, at han blev en god Jurist 84og gav ham saaledes ialfald en Anvisning paa borgerlig Lykke.

Var der end noget dilettantisk i denne Vaklen i Valget, saa var dog Hoffmanns Forhold til Kunsten det modsatte af et dilettantisk. Han var en Artist af det rette Raceblod; han taalte intet ved Siden af Kunsten, den indesluttede for ham alt: Sandheden, Religionen, Livet. Betragtningen af Kunsten som et Livets nyttige eller overflødige Tilbehør, som en Belærelse i Lighed med en Præken eller en Adspredelse i Lighed med Kortenspil – stemplede han som Spidsborgerlighedens formastelige Synd. Og da han kom under Romantikernes Indflydelse, fik disse Kunstinstinkter Bekræftelse. I Klosterbroderens Hjerteudgydelser og i Fantasierne over Kunst fandt han sin Kunstreligions hellige Bøger.

Den æstetiske Grundanskuelse i Wackenroders Herzensergiessungen og Tieck-Wackenroders Phantasien über Kunst er Romantikens blivende, den er Traaden i Romantikens Labyrint og ikke mindst i den forhexede Hoffmannske Verden.

Wackenroder ligesom Hoffmann søger i Kunsten en Tilflugt fra Virkeligheden, der for den ene som for den anden betydde en forhadt Kontorkrak i et Departement. Virkeligere end denne Virkelighed fandt de Kunsten som Aabenbaring og som 85Aabenbarer af den indre Verdens, Fantasiens og Følelsens Vidundere og Hemmeligheder. Et Skridt videre i denne Romantikens metafysisk-æstetiske Udvikling betegner Tieck med sin Paastand paa, at alt poetisk maa være eventyrligt. Her er allerede den æstetiske Begrundelse for Hoffmanns særegne Digtning: at projicere ned paa Virkelighedens Plan de Aandeverdenens Gestalter, som rørte sig i hans Fantasi.

Da Hoffmann lærte Tieck-Wackenroders omtalte Skrifter at kende, var han omsider efter adskillige Omskiftelser havnet i den polske Hovedstad, som dengang stod under Preussen. Han havde oplevet et kort og passioneret Kærlighedseventyr, derpaa havde han giftet sig og siddet Stilling i en liden preussisk Afkrog, og nu i Varsjava kom han egentlig for første Gang med i Livets glade Hvirvel. Han styrtede sig ind i Fornøjelserne og udfoldede i Selskabeligheden al sin improvisatoriske Esprit. Han lod sig beundre som Causeur, som Komponist og Karikaturtegner. Han sled sig ud paa at være underholdende og var formodentlig ikke tilfreds. Omsider styrtede ogsaa Ulykkerne ind. Stødet fra Jena-Nederlaget forplantede sig til Rigets fjærneste Afkroge; Regeringen i Varsjava maatte takke af, og dens Funktionærer, hvoriblandt Hoffmann, fordelte hvad der var i 86Kassen, og fortærede det i en sidste splendid Dejeuner, netop som Kosakkerne stormede ind i Byen forbi Stamknejpens Vinduer.

Politiske Interesser var ikke Hoffmanns Sag, og han tog Katastrofen saa meget koldblodigere, som den aabnede ham Udsigt til at komme ud af den departementale Prosa og ind i en saadan poetisk fri Existens som den, han drømte sig.

Endnu havde han ikke for Alvor skrevet noget; og han maatte skabe sig et Erhverv af Musiken. Han fik en Ansættelse i Bamberg som Kapelmester, men Teatret var paa Fallitens Rand, og for et ringe Honorar maatte Hoffmann sætte sine mangeartede Talenter i Virksomhed. Han var paa en Gang Sceneinstruktør, Maskinmester, Teatermaler og Orkesterchef, men Publikum forstod slet at vurdere dette uhyre Udslag af menneskelig Energi; den lille febrilske Kapelmesters Udseende og Fremtræden forekom alle løjerlig, han blev udleet og udpebet og udstod tusen Fortrædeligheder af et utaknemmeligt Publikum og et rebelsk Personale.

I den økonomiske Misere greb han til at give Informationer og skrive Musikkritik. Dette var det poetiske Liv.

Hans musikalske Lidelser drev ham imidlertid ind paa Forfatterbanen, og den første Samling af Fantasistykker udkom med en Fortale af Jean Paul. 87En større Del af denne Samling optages af de saakaldte «Kreissleriana» – humoristiske, fortvilede Stemninger fra de «bedre Huse», hvor han optraadte som Musikinformator.

«De ved, at Geheimeraad Röderlein holder et aldeles charmant Hus og har to Døtre, om hvilke den elegante Verden med Entusiasme paastaar, at de danser som Gudinder, taler fransk som Engle og spiller og synger og tegner som Muserne selv. Geheimeraaden er en rig Mand; han holder ved sine Fjerdingaarsmiddage de mest udsøgte Retter og Vine, alt er indrettet paa en elegant Fod, og den, som ikke animerer sig aldeles himmelsk der, ejer ingen Tone, ingen Aand og fornemmelig ingen Sans for Kunst.

Ogsaa denne serveres efter Middagen til Kaffeen og Likøren osv. Det foregaar paa denne Maade:

Naar Gæsterne har havt Tid til at fylde Glasse og Assietter et Par Gange, flytter Tjenerne Spillebordene hen foran den ældre og mere satte Del af Selskabet. Dette er Signalet for de unge til at styrte løs paa Frøkenerne Röderlein; der opstaar en Tumult, hvori man hører afbrudte Sætninger som disse: Skønne Frøken, forhold os ikke Nydelsen af deres himmelske Talent, – ak, syng dog noget! – Umuligt, Katarrh – det sidste Bal – ikke Spor af Øvelse – –

88O, forbarm Dem dog, vi bønfalder etc. etc. Imidlertid er Flyglet bleven slaaet op og Pulten belæsset med den kendte Nodebog. Fra Spillebordet raaber nu den naadige Fru Mama: Chantez donc, mes enfants!

Dette er Stikordet for min Rolle; jeg stiller mig ved Flyglet, og i Triumf føres de unge Röderleins til Instrumentet. Nu opstaar atter en Differens: Ingen vil synge først. – Du ved jo, søde Nanette, hvor forfærdelig hæs jeg er. – End jeg da, kære Marie! – jeg synger saa slet. Aa kære, begynd etc. Mit staaende Indfald, at man maaske kunde begynde med en Duo, beklappes voldsomt, og nu gaar det løs – Dolce dell’ anima etc.» –

Den arme Informator krymper sig under Strubeøvelserne, hans Fingre knubser rasende løs paa Tangenterne, og naar Torturen efter en Kæde Variationer og Gentagelser er overstaaet, glider han ubemærket hen i en Krog til sin Burgunder …

Men foruden disse bedrøvelige Erindringer findes der et lidet Stykke, hvor Poeten og Fantasten har taget Hjemlov fra den beklemmende Virkelighedsbanalitet, det er «Don Juan – En reisende Entusiasts Oplevelse».

Det er et Stykke Musikkritik, men ulig den tekniske Passiar, som ellers bærer dette Navn. Det har et Sidestykke i Kierkegaards pragtfulde 89Musikfantasier i Enten – Eller, hvilke, som man erindrer, ogsaa har den Mozartske Opera til Motiv.

Den rejsende Entusiast overværer etsteds en Opførelse af Don Juan og drages af det geniale Spil saa uimodstaaelig med i Handlingens Lidenskab, at han i sin poetisk-musikalske Betagelses højeste Moment oplever som en Aabenbaring af Mytens og Musikens Mening. Hoffmann gør et Mysterium ud af denne Aabenbaring, idet han tilvejebringer en sjælelig Kontakt mellem den exalterede Tilskuer og den exalterede Fremstillerinde af Donna Anna. Hun, som spiller sit Liv ud i Rollen, føler sympatisk Nærværet af en Sjæl, der vibrerer med hendes, og i et Øjeblik, da hun ikke er paa Scenen, tror han, der sidder allene i sin Loge, at føle et zart, varmt Aandedrag, en Knitren af Silke, en Anelse af Kvinde – det er Donna Anna, som er traadt ind i Logen.

«Idet hun talte om Don Juan, om sin Rolle, var det, som om nu først Mesterværkets Dybder aabnede sig for mig, og jeg kunde klart skue ind og erkende en fremmed Verdens fantastiske Fremtoninger. Hun sagde, at Musiken var hendes Liv, og ofte troede hun syngende at kunne begribe mangen i det Indre forborgen Hemmelighed, som intet Ord kunde udtale. – Ja, da føler jeg det, fortsatte hun med højere Stemme, og hendes Øjne 90brændte, men omkring mig forbliver det dødt og koldt, og idet man klapper til nogle vanskelige Triller og en vellykket Maner, griber iskolde Hænder om mit glødende Hjerte! Men De, Du, forstaar mig, thi jeg ved, at ogsaa for dig er det underbare, romantiske Rige bleven opladt, hvor Tonernes himmelske Trolddom hører hjemme!»

Om Natten er Entusiasten endnu under denne Trolddom; han sniger sig med et Lys ind i Teatret og ind i sin Loge og sætter sig til at skrive om Don Juan – ikke den trivielle Forfører af Tusen, men den i sine mægtige Livslængsler forvildede, som Djævelen kastede sin Slynge om Halsen, saa han indbildte sig at kunne stille sine uendelige Længsler i det endeliges Verden, indtil han mæt af Nydelsernes Einerlei fandt Livet fladt og forførte allene for at forøde de Kvinder, de Skæbner, det Liv, som han foragtede og hadede.

Stykket ender med en Frokostpassiar den følgende Morgen i Hotellet. Her spiller Spidsborgerlighedens Lyde ind; de tilstedeværende er enige om at beklage sig over det rystende Spil, de hæslige Overdrivelser. En fortæller, at Primadonna havde været helt angrebet af sin Rolle, i en hel Mellemakt havde hun ligget i Afmagt. Entusiasten spørger angst, om det er noget alvorligt:

91« Vi faar dog vel snart høre Signora igen?» En klog Mand tager en Pris Snus og bemærker koldsindig: «Neppe, thi Signora døde imorges kl. 2.»

«Don Juan» er et Manifest, en Artists Credo, udtrykt med ungdommelig Begejstring og ungdommeligt Fynd.

Det generelle Mærke paa Artisten er: Lidenskab for Lidenskab, uanseet om denne er gavnlig eller fordærvelig, om det er i Himmel eller i Helvede, Luen er bleven tændt.

Og Hoffmanns antydede Fremstilling af «Don Juan» som overhoved Romantikens Dyrkelse af det dæmoniske, er Udslag af en saadan Artistlidenskab for det lidenskabelige, det eruptive, det mystiske og skæbnesvangre i den menneskelige Natur.

Fjendtligheden mod den konventionelle, afdæmpede og afkølede Menneskelighed finder sig retfærdiggjort i denne Lidenskab, og den førte Romantikerne enten til et Livsregime, hvis Trods mod det konventionelle selv blev til en Art Konveniens, eller ogsaa til en Ligegyldighed for det udvortes, der tillod dem at leve baade spidsborgerligt og agtværdigt, men tage Revanche i Fantasi. Paa Hoffmann passer saavel det ene som det andet: han var paa engang den ulastelige Funktionær og den lastefulde Zigeuner – et Slags Dobbeltvæsen lig dem, der saa hyppig forekommer i hans Bøger, og 92sikkerlig har hans egen Tvesidighed ledet ham ind paa de Reflektioner over Personlighedens Gaader, som han har givet saa forskellige fantastiske Klædninger.

Der synes ogsaa at være en Tvesidighed i hans intellektuelle Tilbøjeligheder, han er paa engang en Drømmer og en Iagttager, han er lige fortrolig med det virkelige som med det uvirkelige og skildrer begge Dele med den samme Lyst og den samme Akkuratesse.

Han skilte ikke mellem den indre og ydre Verden, Drømmene objektiverede sig for ham i Skikkelser, der levede og bevægede sig omkring ham blandt de vante og dagligdagse Ting og Mennesker. Han var en Iagttager med Udsigt i den fjerde Dimension, og det forlystede ham at se hin Verdens Væsener pludselig og uformodet trine ind i den spidsborgerlige Trivialitet og ulejlige den med tusen Spilopper.

II.

Da Hoffmann debuterede med Fantasistykkerne, havde han atter skiftet Opholdssted, men holdt fast ved sin musikalske Profession. Det var i Krigens Aar, under Vaabengny, Belejringer, Sejre, 93Napoleon. Paa Landevejen mellem Dresden og Leipzig bevægede der sig en Kunstens og Forkommenhedens Karavane, en forvirret Opstabling af Kulisser, Instrumenter, Personale og Husgeraad, trukket af et Par billige Krikker.

Man spillede snart for franske, snart for tyske, og ikke sjelden umuliggjorde Verdensbegivenhederne alle teatralske Bestræbelser; da stak Kapelmesteren Taktstokken i Lommen og greb til Pennen; thi han fulgte med i dette Gesindel og havde sikkerlig sin Plaisir af at iagttage det omvankende Livs mangfoldige groteske Optrin og Figurer.

Ogsaa i Dresden levede han under Døn af Kanoner; men han var bleven syg og var fattigere end nogensinde og formodentlig ked af det frie Artistlivs Elendighed. Han skrev dog og komponerede og frembragte netop i disse Trængselens Aar nogle af sine ejendommeligste Værker.

Fantasistykkernes anden Del indeholder Historien om den Gyldne Krukke og Sylvesternatseventyret. I disse Fortællinger udfolder Hoffmann sin besynderlige Originalitet, og vi skal prøve at bestemme, hvori denne Originalitet bestaar.

Helten i den første Historie er Studenten Anselmus, der formedelst sin Adspredthed og Hang til at fortabe sine Øjne i det blaa løber Panden mod Lygtestolper, træder Damer paa Slæbet, vælter 94Thekoppe og Æblekoners Kurve og føler sig saare ulykkelig. En liden Konrektordatter forelsker sig alligevel i ham og drømmer, at han skal blive Hofraad og hun Hofraadinde og bo i Moritzstrasse med Udsigt til Neumarkt. Men Anselmus bliver Afskriver hos en gammel Arkivar, og Arkivaren har en skøn Datter, og Anselmus forelsker sig i den skønne Datter og bliver gift og lykkelig. Og den lille Konrektordatter tager tiltakke med en gammel virkelig Hofraad og bliver ogsaa gift og lykkelig og bor i Moritzstrasse med Udsigt til Neumarkt.

Saa skrøbelig er Historien, naar vi skiller den fra alle Vidundere. Men Hoffmann rører den med sin magiske Stav, og midt inde i Hverdagsligheden udfolder sig et forrykt Eventyr.

Anselmus sidder engang bedrøvet under et gammelt Hyldetræ ved Landevejen, og Løvet risler i Aftenvinden, og Solen glitrer mellem Bladene, og Straalerne er smaa grønne Slanger, som hvisker noget, Anselmus hører og skønner.

Siden er Anselmus helt fortumlet og besynderlig og taler om grønne Slanger til Konrektoren og hans Datter, og disse tror, ikke uden et Skin af Beføjelse, at han er gal. Men han er blot forelsket i den grønne Slange, og Slangen viser sig at være den gamle Arkivars Datter, og Arkivaren selv er i Grunden en Salamander, født af en Ildlilje, men 95efterstræbt af en Flaggermus, der nærmere beseet er hans egen Dørhammer og identisk med en af de Æblekoner, hvis Kurve Student Anselmus plejede at løbe omkuld.

Dette er broget, og man spejder forgæves efter en skjult Symbolik i dette Væv af Foregøglinger. Man forstaar, at Digteren har skrevet løs til sin Fornøjelse og anvendt alle disse uudgrundelige Taskenspillerkunster blot for at fortælle om en Person, som kom over den Vanskelighed, han selv hele sit Liv kæmpede med, at realisere en poetisk Existens, ophæve Modsætningsforholdet mellem Drøm og Virkelighed, Aspirationer og Erfaringer, Kunst og Liv ved at slaa en Streg over Virkeligheden og Erfaringerne og leve vilkaarlig, som han lystede, i Drømmen og Kunsten.

Men dette er den ægte Hoffmannske Maner, hans Fantasi var ikke af nogen overordentligere Art, dens Virksomhed er beslægtet med Drømmens.

Alle de fysiske Indtryk, vi modtager i Søvne, og alle de Erindringsrester, vor Halvbevidstheds matte Lysskimmer tilfældigvis strejfer, forbinder sig i vore Drømme til Billeder, hvis subjektive Karakter vi i vor Slummer sjelden er klar over. Vi tror gærne paa vore Drømme, medens vi drømmer, vi henlægger til en indbildt Udenverden det Drama, som vi samtidig paa maa faa afhasper af 96det forvirrede Stof, vi tilfældigvis har til Raadighed. Hoffmanns Tilstand, naar han skrev, var formodentlig nær ved Drømmens, og i den halvtilslørede Bevidsthedstilstand, hvori han hensatte sig for at producere, svævede han paa Grænsen af Troen paa sine Indbildningsfostres objektive Existens. Naar han sad ved sit Skrivebord, blev han hjemsøgt af de Spøgelser, som huserer i hans Skrifter, og naar han silde ved Nat steg ud af sin Vinstue for at vandre hjem, mødte han ofte udenfor Gadedøren sin egen lille vindtørre, bevægelige Person, heftig svingende imod ham med Stokken. De overnaturlige Væsener var Reflexer af hans Stemninger, som Drømmene er Reflexer af Fornemmelser, vor slumrende Bevidsthed ikke kan gøre sig bedre Rede for; de overnaturlige Væsener skiftede derfor Karakter med hans Stemninger, de groteske Figurer ledsagede hans Lystighed som Dobbeltgængeren hans Dødstanker, og overhovedet bestaar hans Fantasis Egenart i denne Stemningernes Materialisation i Skikkelser.

Vi saa i Historien om den Gyldne Krukke, hvordan Eventyrvilkaarligheden suverænt driver Gæk med den regelrette og lovbundne Virkelighed, hvorledes Grænserne mellem det rimelige og urimelige ophæves og hverdagslige og overnaturlige Elementer flyder sammen i irrationel Parring. Hoffmann 97kaldte dette Ironi, og denne Ironi, som i den omtalte Historie nærmest gik ud over Læseren, har i andre Fortællinger sin Genstand indenfor Skildringens Ramme.

I Sylvesternatseventyret forekommer der en Historie om et tabt Spejlbillede, inspireret af Chamissos Peter Schlemihl. Helten narres til at efterlade sit Speilbillede hos en Kurtisane, som gerne vil beholde en Erindring om den elskede, naar han vender tilbage til Kone og Børn. Men hjemkommen forfærder han disse ved sin iøjnefaldende Mangel og tvinges til at bekende sit galante Eventyr. Han faar Løfte om Tilgivelse, saafremt han kan skaffe tilveje igen det nødvendige Behæng til sin Personlighed. Men dette falder ham svært, thi Giulietta, som har Spejlbilledet, vil ikke udlevere det, medmindre han giver sig hen til hende og overdrager sin Familje til Fanden. Han er i grænseløs Fristelse, thi han elsker Giulietta lidenskabelig, men i Fristelsens afgørende Moment, vinder han Bugt med den, og skriger: Slip mig, lede Helvedskvind, du skal ingen Del have i min Sjæl.

Dette er en faustlignende og højst patetisk Situation, og ovenikjøbet ledsaget af Torden og Gny og ond Stank af det bortmanede Helvede; men i det efterfølgende lille huslige Interiør knækkes Illusionen som sig hør og bør af Forfatterens Ironi:

98«Endelig brød Morgenrødens Straaler gennem Vinduerne. Erasmus – thi saa er Heltens Navn – begav sig strax til sin Kone. Den lille Rasmus sad allerede lys vaagen og munter i hendes Seng; hun rakte den medtagne Mand Haanden og sagde: ·«Jeg ved nu alt det slemme, som er passeret dig i Italien, og beklager dig af mit ganske Hjerte. Den Ondes Magt er stor, og du er ret paa en lumsk Vis bleven af med dit Spejlbillede. Se dig blot i Spejlet, kære Mand! Du forstaar nok, at du ikke kan være nogen ordentlig og fuldstændig Familjefader med din Mangel; du indgyder ikke den tilbørlige Respekt; lille Rasmus ler alt af dig. Drag derfor ud i Verden, kære Ven, og skulde du komme over dit Spejlbillede, saa vær velkommen hjem igen. Kys mig! – Saa, adjø og Lykke paa Reisen, men send af og til et Par nye Buxer til vor lille Rasmus!»

Fortællinger som den gyldne Krukke eller som Sylvesternatseventyret, eller som flere af dem, vi i det følgende skal gennemgaa, øver ingen stor Tiltrækning paa vor Tids Gemytter. Disse uendelige Lystvandringer uden Maal og Med i det urimeliges Regioner kræver en vis Uforfærdethed, thi der spøger i de dunkle Krinkelkroge, og det værste af disse Spøgelser er Keden. Tiltrods for sit udmærkede Fortællertalent, sin jevne, behagelige Stil, 99sine spontant opdukkende Indfald undgik ikke Hoffmann dette Spøgelse, som ingen Plads burde havt i hans Pandæmonium. Vistnok er Skylden Tidens og alle hans Samtidiges fuldt saa meget som hans egen; at være bred og langtrukken galdt ikke for nogen Synd, thi Mangel paa Komposition var den egentlige romantiske Lov for Komposition. Hoffmanns Kater Murr er et Exempel fremfor alle paa den Vilkaarlighed, der ikke skyr selve Keden for at være extravagant. Indskudt paa maafaa mellem Bladene i Katerens langvarige Selvbiografi forekommer løsrevne Fragmenter af Kapelmester Kreislers Livsoptegnelser, og det er overflødigt at bemæke, at disse to Partier af Bogen ikke har den ringeste indbyrdes Sammenhæng. Ogsaa denne formelle Besynderlighed er en Udslag af den Ironi, der, som tidligere bemærket, gaar ud over Læseren og over Bogens Læselighed.

Trods Indholdets ligestore Usandsynlighed og Begivenhedernes lige fantastiske Sammenkædning er Djævelens Elixir en Roman, der røber bevidst Anstrengelse for at holde Traaden og bygge efter en oprindelig udkastet Plan.

Denne Bog har derfor al den illuderende Kraft, som Poeten raader over, naar ikke Ironikeren gør ham mat. Der bor en Uhygge i den, som umiddelbart meddeler sig; de forunderlige Episoder faar 100ved den realistiske Fortællemaade et Præg af Sandsynlighed; den hele Række af Tildragelser er holdt paa Grænsen af det umulige med en Kunst, der for Gangs Skyld minder om Poe’s, hvem Hoffmann ellers ikke ligner. Og denne tilfældige Lighed markeres end mere ved den Tone af truende Patos, der omgiver enkelte Partier af Skildringen med skummel Himmel.

Bogen er formodentlig Hoffmanns bedst kendte, og det er unødigt at antyde den Forviklingernes Mangfoldighed, som er dens Fabel. Broder Medardus som dreven af hemmelighedsfulde Magter render af Kloster og kaster sig ind i et lastefuldt Liv og øver en Række Skændselsgerninger, er beslægtet med de Personer, Folkefantasien har tillagt Djævlepakter og har forenet i Faustfiguren. Men Menigheden med Djævlepakten er her en helt anden end Faustsagnenes og Faustdigtningernes. De Magter, der driver Medardus ind paa Forbryderens Bane, er symboliseret i den Djævleelixir, som han har drukket af, men Historiens Forløb viser, at Elixiren betyder alle de arvede Tendenser til det onde, der findes ophobet i ham og virker i ham til hans og andres Fordærv mod hans bedre Viden og Instinkter.

Romanen er en fantastisk Fortolkning af Digterens Grublen over det Spørgsmaal, som længst 101og troligst har fulgt Menneskeheden, Spørgsmaalet om Skyld.

Principet for Vurderingen af de menneskelige Handlinger, Moral, hviler paa Afgørelsen af det Spørgsmaal: har Mennesket selv Skyld for sine Handlinger eller med andre Ord: er Ophavet til det enkelte Menneskes Handlinger at søge i det selv? Besvares dette Spørgsmaal bekræftende, saa har man et Grundlag for Moral; man kan karakterisere en Handling som ond eller god, efterdi man kan finde et bevidst Element i den og tillægge nogen Skylden.

Paa den anden Side har enhver Handling Konsekvenser, og det Spørgsmaal rejser sig, om ikke disse Konsekvenser kan forfølges fra Individ til Individ ned gennem Slægtsrækker. De menneskelige Handlinger faar derigennem en evig Betydning, som berettiger den nøjeste Granskning af deres Værd, og besvares ogsaa dette Spørgsmaal bekræftende, saa har man et forstærket Grundlag for Moral.

Men erkender man Handlingernes Følgesvangerhed, saa erkender man derved deres Kontinuitet, og man tvinges til at søge deres Oprindelse fra Individ til Individ opover gennem Slægtsrækker. Men Individet bliver isaafald blot et Slags Ganglion i Handlingssammenhængens Nervenet og forplanter blot det Stød, det har modtaget, i nye Retninger. Individet fritages derved for Skylden 102for sine Handlinger, og Skyldspørgsmaalet kan ikke afgøres ved, at man peger paa det umiddelbare Udgangspunkt for Handlingen.

Hvis man derfor bekræfter Handlingernes Kontinuitet, hævder man deres evige Betydning og finder Grundlaget for Moral, men man bestrider samtidig Individets Skyld og tilintetgør Grundlaget for Moral. Og paa den anden Side: hvis man benægter Handlingernes Kontinuitet, da benægter man samtidig deres evige Betydning, og man kan vistnok tillægge Individet Skyld for dets Handlinger, men Skyldspørgsmaalet faar ingen Betydning, eftersom Handlingerne forbliver uden Konsekvens, og atter har man tilintetgjort Grundlaget for Moral.

Om Hoffmann havde været en almindelig Ergotør, vilde han formodentlig være standset ved denne moralske Skepsis og ikke kommet Løsningen et skridt nærmere. Men han var Digter, hans Ræsonnement bevægede sig i Billedrækker og ikke i Slutningsrækker, han havde det konkrete Menneske og de konkrete Handlinger for Øje, og Fantasien gav ham et Anelsens Indblik i de virkelige Tildragelser, der omspænder Skyldgaaden.

Medardus er et Skud af en Stamme, hvor en Brøde gaar i Arv og udkaarer enkelte af Ætlingerne til Gentagere af de samme Misgerninger 103og andre til deres Ofre. Alle er impliceret i hverandres Skyld, og alle lider for alle.

Først lidt efter lidt faar Medardus Kundskab om den Skæbne, der hviler paa hans Slægt. Han stedes i Forviklinger, som fortumler hans Jegbevidsthed og oprejser Tvil i ham om hans Identitet. Han forvexles uophørlig med en anden og paaføres Misgerninger, den anden har begaaet; og med den anden gaar det ligeledes. Han er Medardus og han er samtidig Viktorin, som han har styrtet i Afgrunden. Han er Viktorin for dennes Elskerinde og Munken for hendes Ægtefælle, han forstiller baade den, han er, og den, han ikke er; han fører for andre som for sig selv en Dobbeltexistens, som han selv ikke er mægtig til at gennemskue, og i en Scene af uhyggelig dramatisk Kraft udkæmper han paa Liv og Død en Kamp med Dobbeltgængeren, der rider paa hans Ryg. Identitetsforvirringen betegner den yderste afsindige Grænse af Tvedragten i en Sjæl, der er Bytte for sine egne og fremmede Instinkter, har en Vilje selv og en Vilje, der ikke er dens egen, bærer Slægtens Skyld, som tillige er dens egen. Umiddelbart hænger hans Slægts Skæbne sammen med hans; alle de Personer, han forsynder sig mod og bringer i Fordærvelse, er Medlemmer af den samme brødefulde Stamme, og med dæmonisk Magt 104trækkes han ind i sin Slægts Skyld. – Skyldspørgsmaalet er, som man ser, snarere anderledes og dybere formuleret end løst. Tænker vi paa hele Menneskeslægten istedenfor paa den enkelte Slægt, saa kan vi ogsaa for den gøre den samme psykologiske Identitetslov gældende og sige, at alle har Skyld for alle, og alle lider for alle. Det er det samme Væsen, som saarer og saares af sig selv ligesom hin etruriske Chimære, Løven, der tillige er Buk og tillige Orm og flænger sig med Bukkehorn og stinger sig med Ormetand og flygter blindt i Rædsel og Raseri uden at undkomme sig selv.

«Elixiere des Teufels» skrev Hoffmann i Berlin, hvor han omsider havde faaet Ansættelse i et eller andet Kancelli. Han var færdig med Vandreaarene, og Illusionen om at leve Poesien var brusten; men han fandt Elixir i de rhinske og i de spanske, i de tindrende vaargrønne og i de solhede, sandgule Vine, og under Elixirens Trolddom for der Ild i hans Blod, og hans Syner fik Liv, Gespensterne ringede sig om hans Bord, og han underholdt sig med dem i beklemt Fortrolighed.

Der kom ikke blot Gespenster. I de silde Aftentimer havde privilegerede Venner Adgang til hans Knejpekrog, og han talte og fortalte ustanselig og morsomt.

Han skal have været en bitteliden grim Mand 105med gulladent Ansigt og strittende Haar og et Par smaa iagttagsomme Øjne, men formodentlig har hans Grimhed været bedaarende, som den gennem beaandede Grimhed altid er det.

Han var altid i Fyr og Flamme. Naar han talte, dryssede Ordene ham fra Læberne, og hans Ansigt var en idelig Skiften Grimacer, svarende til den kaleidoskopiske Billed- og Stemningsvexel i hans Indre. – Med en Hang til selvplagende Hypokondri, skriver en Biograf, forbandt han en Tilbøjelighed til barok, næsten karikaturmæssig overdreven Lystighed. Under Anfald af sin mørke Sindsstemning knyttede han til hvert Skridt, han foretog, de besynderligste Forudanelser og Varsler, idet hans utrættelig arbejdende Fantasi forespejlede ham lige til de mindste Enkeltheder alle de mulige Følger af hans Handlemaade. I saadanne Øjeblikke var det ogsaa, at Frygten for hemmelighedsfulde Rædsler overvældede ham, og det hændte ofte, at hans evig taalmodige Kone maa staa op midt paa Natten og sætte sig med Strikketøjet ved hans Skrivebord for at holde ham Spøgelserne tre Skridt fra Livet. At han ofte mystificerede sine Omgivelser med sine Aandesyner er ligsaa sikkert, som at han virkelig var et Offer for Hallucinationer. Hans stadige Beskæftigelse med occulte Fænomener øgede hans Lettroenhed, og de overnaturlige 106Væsener, som til en Begyndelse var hans Redskaber i poetiske Øjemed, hans tjenende Aander, svang sig op til Tyranner, der indgød ham Uro og Skræk. De truede ham med Vanvid, de varslede ham Døden, men de synes tillige at have ansporet hans Produktivitet, thi han frembragte i disse sidste Berlineraar en anseelig Mængde kortere Fortællinger foruden den uendelige Kater Murr og den trættende Klein Zaches.

Serapionsbrødrenes fem tættrykte Bind er et eneste Magasin for fantastiske Snurrepiberier, et Mørkeloft, hvor alle gammelmodige, snørklede, invalide Tingester efter et grotesk Tilfældighedsarrangement er stuvet sammen; hvor støvmyge Kingelgardiner hænger ned fra Spærrebjælkerne; hvor gamle Katte plirer med gloende Øjne, og Musene har Rede i en gammel Floshat. Midt i Forkommenheden har de forkastede Levninger af erindringsfulde Inventaria beholdt noget af sine døde Besidderes Personlighed; de brækkede Møbler knirker til hverandre glemte Historier, det klynker i en afstrenget Violin, Tingesterne rører sig, i Skumringen bliver de til virkelige Gespenster – det er forrykt komisk, det er sentimentalt vemodigt og det er nifst.

Alt, som er stødt ud af Deltagelsen og gemt og glemt i Livets Afkroge, Særlinge og Grillefængere, sjeldne Originaler, sorgenlystige Gengangere 107og skimlede Pedanter, alt fordums og forvitret figurerer i dette Raritetskabinet.

Historierne er af ulige Værd, vi kan nævne de mindst besynderlige, Frøken Scuderi, der er en liden spændende Forbryderroman og et fortrinligt Tidsbillede fra Ludvig den fjordendes Paris, og Mester Martin og hans Svende, et ligesaa fortrinligt Interiør fra Albrecht Dürers og Mestersangernes Nürnberg. Disse er de bedste Prøver paa Hoffmanns historiske Fantasi og de knappeste, kunstnerisk stilfuldeste af alle hans Fortællinger.

I disse Fortællinger har Hoffmann overgaaet sig selv; han har lagt for Dagen et Fynd og et Greb i Hensende til Komposition, som hans vagabonderende Fantasi ellers ikke tillod ham. Han plejede at gøre Afstikkere, og han plejede at fortabe sig paa Afstikkerne; han begrov sin Fantasis og sin Reflektions Klenodier under en Hob Vidløftigheder, hvoraf det er møjsommeligt at hente dem frem.

Den ubønhørlige Nedgang melder sig før Udbruddet af hans Sygdom. Klein Zaches og flere af hans senere Skrifter har liden Betydning, men Lyset blaffer op igen lige før hans Død, og det lille Arbejde, han dikterede fra sin Lænestol, hvor han sad lam og færdig og saa ned paa Gaden og den forunderlige Menneskevrimmel, er en liden sørgmodig og stemningsfuld Afskedshilsen.

Om Bøger og Billeder

Bøger og Billeder kom ut i 1898. Samlingen inneholder åtte essays om litteratur og kunst som tidligere hadde stått på trykk i tidsskriftene Kringsjaa og Ringeren og i avisene Morgenbladet og Verdens Gang.

I essayet «Werther» tar Kjær for seg Johann Wolfgang von Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser. I «Henrik Ibsen» forsøker han å besvare spørsmålet «Hvorfor er Henrik Ibsen fremfor nogen bleven Tidens og Verdens Digter?». De øvrige tekstene handler om italiensk kunst, August Strindberg, den franske filosofen René Descartes, den belgiske forfatteren Maurice Maeterlinck, den tyske renessansekunstneren Albrecht Dürer og E.T.A. Hoffmann, som var en av de mest betydningsfulle tyske forfatterne i romantikken.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1898 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook