FORORD

Min gamle Bekjendt og Ven – jeg tør vel kalde ham saa, da han var en af de yderst faa, der forkyndte sig som en oprigtig Tilhænger af en Sag, som jeg maa regne for ett med mig – min gamle Ven og Bekjendt havde dennegang givet Stødet dertil, og Talen var atter umerkelig gledet ind paa vore hjemlig literære Forhold; en af disse svævende Diskussioner, hvor man ærlig bestræber sig for at holde sig paa Høiderne af det almindelige, medens man stoisk muligst vogter sig for at glide ind paa Kapitlet om vort eget ulykkelige, altid forurettede, altid misfornøiede Jeg.

Det lykkedes ham bedre end mig, ialfald for en Stund, at holde sig paa dette overlegne Stade. Noget visst ironisk, for ikke at sige bittert i Tonen lod kun undertiden ane, at herunder skjulte sig ogsaa Vanheld og Skuffelser, af disse, som man er bedst tjent med ikke at røbe.

Samfundet har ordnet det saa bekvemt, ytrede han engang med dette sit egne Smil. Ved visse Saar, det tilføier, sørger det altid for, ligesom det skede ved enkelte Torturformer, at kneble Delinkventen.

Man vilde fortælle, at han i yngre Dage havde indleveret mere end ett Stykke til Teatret, der samtlige forkastedes; om Skylden derfor laa i en Svaghed ved Stykkerne eller ved Teatret, vover jeg ikke at have nogen Mening om. Ikke bedre gik det ham med en pseudonym Digtsamling, der af Kritik og Publikum modtoges paa en lidet opmuntrende Maade. Han talte dog aldrig selv derom.

Han holdt sig ogsaa i vor Samtale kjækt ovenpaa, medens jeg straks dalede ned til det ominøse Punkt, hvor man bliver klynkende, demonstrerende, eggende til Modsigelse, for saa, irriteret over denne, at ville drive af, men – inden man ved det, er man inde paa det igjen.

Hvad De der anfører, brød jeg ud efter en saadan Modsigelse, er noget rent illusorisk. Det bunder i den gamle Forveksling af et Navn, man vil tillægge mig, og den Stilling, jeg i Virkeligheden indtager. Hvad har jeg opnaaet? Efter et 30-aarigt Forfatterskab, som man i det mindste ikke skal beskylde for en altfor paatrængende Produktivitet, intet andet ved Enden af min Bane at se tilbage paa, end nogle nedstøvede Restoplag af Bøger, hvorover Forlæggerne allerede for længe siden har udtalt et Haabløshedens «Hvil i Fred».

– Indtil, faldt min Ven smilende ind, indtil . . .

– Indtil vi selv hviler i Fred, mener De. Ak ja, vi kjender denne Trøst, kold som Graven selv er den.

– Maa jeg give Dem et Raad? blev han ved. Jeg ved, hvilket Forbrug af Kræfter der her er opbudt, for at give en Tankefylde en Form, der synes beregnet paa muligst at spare Læseren sin kostbare Tid, og Trykkeriet en Del Sværte og Papir. Uden at give Dem ganske Ret i Deres Tvil, om De i Grunden virkelig var bestemt til Forfatter, forstaar jeg, jo mere jeg har læst Dem, at der raader et visst Misforhold i Deres Produktion. Et Misforhold imellem en sterk Idérigdom med dens brændende Trang til at give sig Ord og denne Evne selv. Det er dette, Ordet, der ikke flyder let for Dem. Nye Idéer kræver ogsaa nye sterke Ord, skal de forstaaes og blive hørte. Men følg nu mit Raad. Skriv en Bog, hvori Forholdet bliver omvendt. Tag 1/10 Tankeekstrakt tilsat med 9/10 Ordsvulst – der har De Recepten! Og skriv en Novelle, en Fortælling, hvori Parret, gjennem en Labyrint af de haarkleineste Detail- og Lokalskildringer dog tilsidst finder hinanden og bliver uendelig lykkelige, helst efterat hun.ar omvendt ham, sæt en Titel paa, som lader os ane noget saadant glædeligt, og jeg lover Dem for, at vi ved hvert Aars Udgang skal se den lykkelige Forlægger, under endeløse Reklamefanfarer, forkynde et nyt Oplag. – Her gled det satiriske Smil tydelig over hans ellers ret godslige Træk.

– «Fortællinger og Noveller,» faldt jeg, efter en tankefuld Pause, ind. Jeg har skrevet et saadant Bind «Fortællinger» engang, men det har ikke oplevet noget nyt Oplag. Ak iaar kan det netop feire sin 25-aarige Indtrædelse i Verden!

– Et Jubilæum! Jeg gratulerer, Frue!

– Ja De spotter. Men det er en alvorligere Sag at skulle forsone den Kjendsgjerning, at man har været en lidet læst, lidet forstaaet Forfatter i det Samfund, man i et saa langt Tidsrum har viet sine bedste Kræfter, med den Bevidsthed, at nu er det Slut med det hele. Og man vilde dog saa gjerne sige, skrige endnu et Ord af disse, som knuger vor Sjæl, knuger den dobbelt i den snævre Ensomhed, hvori jeg lever. Man vilde aftrygle denne sin Samtid et Forstaaelsens Tegn, som, om det ikke giver os Kraft til at leve, giver os mere Ro til at dø.

– Nu saa sig dette vækkende Ord! . . . hvad hindrer Dem?

– Jeg skriver ikke mere. Jeg har skrevet altfor meget. Hvad der i de sidste Aar har trængt sig frem i Pennen, har ikke magtet at samle sig til noget helt. Det ligger nu strøet, Gud ved hvor, i Dagblade og Tidskrifter, for der at dø Ørkendøden. Saa finder maaske en senere Karavanegeneration Knoklerne og begraver dem pietetsfuld i Sandet.

– Men saa red dem fra Ørkendøden, kjære Frue! Vi lever jo i Antologiernes Tid, hvor der «leves kristelig af Rov». Jeg maa tilstaa, jeg har ikke i nogen af disse vore nordiske Samlinger truffet paa en Linje Prosa af Dem, saa Deres Ørkenfarere kan vi anse som fri og frelste, og De kan selv lodse dem i Havn. Og tillad mig! De har vist et og andet nyt at føie til. Søg i Deres Gjemmer, og De skal se!

– Ak, hvad tænker De paa . . . Ubetydeligheder, harmløse Smaating . . .

– Harmløse Smaating! . . . Det kan jo ikke være bedre!

– Jeg magter ikke at ordne noget, saa det kunde gjøres skikket til at trykkes.

– Saa tag det uden at ordne det. Tag iblinde, løst og fast, gammelt og nyt, jo flere Sorter, jo bedre. Selv om det var saa mange som dette Monstrum, De endnu vil kjæle for, har Hoveder og Gab. Bind det i Knipper og kast det i Gabene, og hvem ved? Kanske De for første Gang afvinder det et huldt taknemmeligt Smil!

– Tror De virkelig? . . . Jeg vil følge Deres Raad.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.