574. Amalie til Erik

Førslev 27/1/98

Min kjære snille Erik,Min kjære snille Erik: skrevet på korrespondansekort. vi kom altså hid i god behold igåraftes 10 minutter før ½ 12. Småens stemning holdt sig sprudlende, tindrende hele tiden. Ikke et sekund var hun træt, og ikke et sekund forlod hende det skin af forventningsfuld jubel, der lå over hele hendes lille person. Rejsen fra Slagelse til Hyllinge forekom mig forresten så ugudelig lang. Der var så mange stationer. Hansemand blev hilst med et begejstret tilråb, og i lukket vogn, vel indpakket, kjørte vi til Førslev, hvor Mariane, der stod parat til at lukke op vogndøren, også blev jublende tiltalt. Småen var sulten og vi spiste lidt tilaftens, gik så i seng. Den lyksalighed hvormed hun putted sig ned under dynen i de bløde puder! Men hun lå en stund og hosted, det asen, og var allerede vågen kl. 8, utålmodig efter at komme op og ud og hilse på alt og alle. Straks hun var færdig strøg hun, og så så jeg hende først til frokost, da hun spiste glubende. Selv har jeg ikke sovet stort i nat, er derfor [meget?] træt,derfor [meget?] træt: Et stykke er avrevet her. men var dog en lang tur før frokost. Her er dejligt at være.

Din Amalie.

575. Amalie til Erik

Førslev 29/1/98.

Tak for dit brev min kjære Erik. Jo, vi var budne til Feilbergs til dette selskab. Mandag fik jeg brev om det; jeg skrev at jeg skulde til Førslev, så for mit vedkommende kunde der ikke være tale om det. Hun sendte da pigen hen med nok et brev, hvori hun forsøgte at overtale mig til at opsætte rejsen, og sa, at hun vilde komme hen om aftenen og snakke med mig. Så, da jeg nødig vilde ha hende om aftenen gik jeg op til hende efter deres frokosttid. Jeg sa da at Du naturligvis med glæde kom, hvis Du kunde for rigsdagen. Men så blev hun liksom lidt forlegen, og sa at hun vilde be Norries istedetfor os, og at hun da ikke ejed en eneste plads mere ved bordet – børnene kunde ikke engang få sidde med. Derfor vilde jeg slet ikke nævne noget om det til Dig. Nu har formodentlig en sendt afbud, og så har hun straks bedt Dig, og det var jo pent af hende. Jeg tænker, Du har moret Dig godt, da det var gode folk, som skulde der. Hun snakked også om det andet og senere selskab for Drachmann og Oda Nilsens. Oda Nilsens: vel skuespillerparet Martinius og Oda Nielsen. De sidstnævnte bryr jeg mig slet ikke om at træffe. Odas kjeder jeg mig sammen med.

– Torsdagen blev en drøi dag for mig. Jeg var så træt og dårlig at jeg næsten ikke hang sammen. Til middag kunde jeg omtrent intet spise og det uagtet jeg også havde vært tur om eftermiddagen. Kl. 8 måtte jeg be om lov til at gå i seng sammen med småen, der hele dagen havde vært i én eneste strålende jubel, og ved middagsbordet mødte med blussende friske kinder og en umanerlig appetit. Kl. 12 blev jeg vækket af min gode søvn ved at småen ynked sig. Jeg tændte lys, og så hende sidde oprejst i sengen, og rokke frem og tilbage mens hun stadig ynked sig. Er Du syg? spurgte jeg. Nei. Ja så læg Dig ned, og sov, og væk mig ikke på den måde. Hun gjorde som jeg sa uden et muk til svar. Lidt efter måtte jeg imidlertid op og ud – jeg havde måttet ta grønt pulver for maven. Jeg var kommen i seng igjen, og havde sovet en stund, da jeg atter vågned ved at småen drøvelig sa: mamma, jeg har kvalme. Så tænde lys og op igjen. Efter nogen jammer og anstrengelse kasted småen op en masse mad, der lugted slig at jeg holdt på at få ondt. Jeg måtte sætte det ud i Nordværelset, hvor der ingen er. Da så småen havde fåt skyllet sin mund og drukket lidt vand, la hun sig til igjen. Det eneste hun mælte under proscessen var disse ord: «jeg har spist for meiet.» Hun sov rolig og trygt til kl. 9. Men jeg stakker måtte efter opkastelsen atter ud på do, hvorefter jeg fik sove uforstyrret. Småen var strålende frisk og glad da hun vågned. Da jeg om morgenen spurgte: er du frisk igjen nu? Ja. Har jeg vært syg da? Hun kunde straks intet huske.

Igår var jeg atter morgentur, og efter frokost kjørte Neergaard os en tur. Småen sad hos Hans på bukken stolt og lykkelig over al beskrivelse. På grund af kjøreturen fik vi ikke læst igår, men idag skal vi og også imorgen, skjønt det er søndag. Småen viser sig som sagt ikke uden ved måltiderne. Til middag kommer hun en ½ time før for at vaskes og klædes om.

Jeg har havt det bedre både idag og igår, men rigtig i vigeur er jeg jo ikke. Jeg føler mig endnu som efter en nys overstået sygdom. Vi har de samme to værelser som ifjor i herremandsfløjen. Iår har han ikke møbleret det ene om som ifjor. Jeg bad ham la være for denne korte tid. Der er udmærket som der er, chaiselongue, bord til at skrive ved, o.s. v. Men der står altså en seng. Kommer Du får Du det sandsynligvis.

Igåraftes spilte vi L’hombre, N. gamle Petersen og jeg.gamle Petersen: Det er ikke sikkert om dette er den samme Petersen som blir nevnt tidligere (brev 542, 548), eller om det er faren. Men kl. 10 gik jeg til ro.

Tusen kjærlige hilsener fra småen og din Amalie.

N. hilser.

576. Amalie til Erik

Førslev 3/2/98.

Kjære Erik, for det tilfældes skyld at Du skulde ha bestemt Dig til at komme lørdag, må jeg sige Dig at N. rejser til Kjbhvn. søndag morgen og vender tilbage tirsdag morgen. Der er en koncert, han mandag skal høre. Jeg har ikke villet nævne noget om dit komme, før Du skrev det var sikkert, og nu er jeg glad, jeg ikke har gjort det, da det så vilde ha grebet forstyrrende ind i hans planer. Egentlig tror jeg ikke, det er koncerten, men længslen efter Milla, der drager og tvinger ham. Han sendte hende lørdag så jeg et vældig tykt brev, som hun ikke har besvaret, og det tror jeg, han går og sorger over. Mod mig og småen er han forresten godheden og elskværdigheden selv, og som altid mild og stilfærdig mod personalet.

Hvis Du nu kunde vært kommen, er det svært kjedeligt. Både småen og jeg havde glædet os ved tanken. Småen havde vist ansét det for sikkert, for hun blev så lang i ansigtet, da jeg imorges fortalte hende hvordan sagerne stod.

N. har bedt os om endelig at bli en uge til, og først ta hjem idag 14 dage. Hvis frk. Adler tillader det, vil vi naturligvis begge svært gjerne.Hvis frk. Adler tillader det: Johannes skolebestyrer. Se brev 551, note 1. Jeg læser og skriver og regner hver dag med hende, så hun kommer ikke at forsømme noget.

Så måtte Du endelig komme næste lørdag, eller hvis Dere har et par dages ferie midt i ugen – sligt hænder jo iblandt – så da. Når Du vil og kan, kun ikke nu på lørdag. For så vilde N. sikkert opgi sin rejse, og det vilde komme ham svært påtværs, så meget mere som han også flygter fra et middagsselskab (herre) hos dr. Nielsen på søndagdr. Nielsen: sannsynligvis William Nielsen, som hadde praksis i Fuglebjerg fra 1877..

Hvis regningen kommer fra sydamen, så lad endelig sige, at der er noget at forandre ved det nye silke bluseliv. Men derfor kan Du gjerne betale hvis Du kan. Se efter om min lange grå boa og grå muffe hænger i entrén. Jeg trode, at ha tat begge dele med, men havde dem ikke. Lad endelig ikke entrédøren stå åben om nætterne. Hører Du! Der kan så nemt bli stjålet.

Jeg nænner ikke at tvinge småen til at skrive til Dig. Det er hende allerede så smerteligt at skulle sidde heroppe den tid, vi holder skole. At være ude er hendes hjærtes lyst og længsel. Hun falder straks i søvn, når hun kl. ½ 9 er i seng, og sover udmærket. Forleden nat gik hun forresten pludselig i søvne. Det var så uhyggeligt. Derom skal jeg fortælle Dig. Inat vågned jeg af at hun lå og tuded. Jeg spurgte hvad der feilte hende. «Ingenting,» svarte hun mut. Jeg spurgte igjen, og fik samme svar. Så sov vi begge videre til kl var næsten 9 om morgenen. Da fortalte hun, at hun havde drømt at jeg var rejst bort, for aldrig mere at komme tilbage, og at det var derfor hun havde grædt om natten. «Da jeg hørte din stemme tale til mig, forstod jeg jo, at det havde vært en drøm,» sa hun sødt smilende. Å, hun er dejlig, den unge.

Igår var N. og jeg i stor middag hos Bondesens. i stor middag hos Bondesens: Det har ikke vært mulig å identifisere vedkommende. Her var 3 herrer, nogle som var kommen om morgenen for at inspicere kvæget og opskrive dets forfatning – det var noget med mulig præmie og sligt. N. havde ikke troet, de kunde bli til middag, og derfor forlængst tat imod Bondesens indbydelse. Så lod han småen til hendes fryd – præsidere ved bordet på hans plads, og sa at hun måtte være værtinde. Det var hun også. Da N. og jeg rejseklædt kom ind for at sige farvel sad hun og klinked med en af de fremmede herrer (Ulrich, en fætter af N.)Ulrich, en fætter af N.: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende uten nærmere opplysning. og så så strålende lykkelig og optat ud. Jeg så på ansigterne hvorledes de nød hende. (Hun får altid sin rødvin halvblandet med vand.)

Jeg er nu begyndt at komme mig noget; vi tar koldt bad hver morgen, og jeg er altid ude før frokost, og så igjen om eftermiddagen. Hos Bondesens var der svært flot middag. Jeg traf der Carl Bille, fru Billes søn.Carl Bille, fru Billes søn: vel Louise Billes sønn. Se brev 61, note 3–5. Han er forpagter på Gyllenholm, og gift med en meget styg, men sund og kraftig og tækkelig dame, rigtig en bredkindbenet bondepige. Han fortalte mig at Du havde læst fransk med ham da han var gut. Jeg spilte L’hombre med fru Bille, fru forpagter Brock og fru forpagter Stenersen. Fire mandariner fik jeg af hr. og fru Bondesen med hjem til småen og 3 fine chokolader napped jeg selv til hende. – Tænk for en vældig anstrengende dag, den din søndag har vært! Stakkels min gut! Og så fik Du ikke sove! Skriv lidt.

Din Amalie

[Tilføyelse på side 6]:

Småen hilser og kysser Dig 1000 ganger.

577. Amalie til Erik

Førslev 6/2/98.

Tak for dit lange, søde brev min kjære Erik. Du har skrevet gal dato, hvilket forvirred mig meget, da jeg nu efter dit brev, som kom igår den 5te, skulde udfinde dagens dato. Du har jo lagt dit brev i kassen fredag 4de, sent om aftenen og der står 3die, og i begyndelsen af brevet 2den. Så vidt jeg kan skjønne er imidlertid hele brevet skrevet fredag 4de, før og efter Lønborgs selskab,Lønborgs selskab: se brev 436, note 2. som jeg blev glad ved at høre gik så godt. Stakkels Augusta L. hun har ikke vært hos os på flere år jo.

Jeg kan idag ikke skrive noget ordentlig brev fordi det er søndag og væverens kone, som skal hente posten i Fuglebjerg, går afsted allerede ¼ over 11. Men så skal Du få et brev om et par dager, tænker jeg. Her er forresten ikke noget nyt at skrive om. Vi er buden til middag på torsdag hos Neergård til Gunnerlevsholm, kammerherren.Neergård til Gunnerlevsholm: dvs. Thomas Oluf Neergaard, fetter til Edvard Neergaard, som hadde arvet gården Gunderslevholm etter sin onkel, politikeren Carl Neergaard. N. siger, jeg endelig må ta med, da han er vis på de netop har inviteret nu for at få mig at se. Jeg har den røde fløjels [?] med,fløjels [?]: Ordet er delvis avrevet. og den siger N. er aldeles fin nok. Ja vel, men den kjole klær mig ikke. Jeg havde den også hos Bondesens.

Det var forfærdelig ærgerligt at Du virkelig havde tænkt på at komme igår, siden det ikke kunde bli. Småen tog sig det meget nær, forsåvidt hendes hjærne kan huse bedrøvede tanker i den lyksalighedstilstand, hvori hun befinder sig. N. hvem jeg fortalte det, blev også lej for det og sa, at Du endelig måtte komme næste lørdag. Småen blir altid så glad for dine hilsener og kys, og hun ber mig meget energisk om at hilse Dig tilbage. Men om at skrive til Dig, har hun ikke ymtet et muk.

På mandag (imorgen) sender jeg en pakke skidnetøj, som Du må sige til Lisbeth, at jeg synes, hun bør vaske; nu hun har så lidt at gjøre er det forgalt med de store vaskerregninger. Sig, hun må trække snorer op i kjøkkenet foruden på pulterkamret. Mit tøj må være rent til jeg kommer, for jeg har kun 4 særker og 4 bukser. Nogle rene lommetørklæder må Du ta med Dig på lørdag. N. rejste imorges.

[Tilføyelse på første side]:

Ja, jeg skal nok se til å bli frisk og kjæk og snil.

Din Amalie.

578. Amalie til Erik

Førslev 8/2/98

Kjære Erik, nej hvor er her dejligt i sligt et vejr! I formiddag i dyrehaven med det strålende solskin på den smældhvide, krystalglitrende sne! Og blik, blikstille. Småen er om muligt endnu mere henrykt siden sneen kom. Hun kaster med sneballer på allesammen, som kaster igjen under småens frydeskrig. Så laver hun snemand og snehus sammen med en liden Jens Peter. Og så er hun så sød og god og ubeskrivelig kjærlig, og så ivrig for at kunne sine lekseting, når hun først har løsrevet sig, og er kommen op.

Forleden morgen spurgte hun pludselig hvorfor fru Karens mand aldrig havde vært på Førslev når Karen havde vært der. Jeg sa at de var skildt. Hun vilde vide hvorfor. «De kunne ikke komme overens. »

Sm: Så holdt de vel ikke af hinanden?

Jeg: Nej. Det var nok især han.

Sm: Holdt han da af en anden?

Jeg: Ja, det tror jeg, han gjorde.

Der gik en lang stund. Småen stod taus og tankefuld og børsted langsomt sit hår. Så kom det med ét, alvorligt: Det gjør pappa ikke, han holder bare af Dig. Jeg svarte ikke; hendes søde ord ramte mit hjærte så smertelig ondt, og jeg tænkte på at sådan kunde det kanske ha vært. Men småen blev ved at sige: ikke sandt? ikke sandt? indtil jeg havde svaret hende ja.

Vi har fåt bud om at N. ikke kommer før imorgen, onsdag. Jeg er ligeglad, for jeg har det jo så udmærket enten han er her, eller ej; ja endnu bedre uden ham, forsåvidt som jeg da er friere, skjønt jeg jo er fri nok, når han er her også. Han skulde idag i et middagsselskab til dr. Kraft.dr. Kraft: se brev 542, note 3. Gamle Petersen lo så småt og mumled noget om at det blev værre og værre med godsejerens renden til Kjbhvn, åbenbart tænkte han på Milla.Milla: blir nevnt flere ganger i brevene. Det var åpenbart en kvinne som Edvard Neergaard var opptatt av, men det har ikke vært mulig å identifisere henne. Alle på gården ser og ved hvordan tilstanden er, men mærkelig nok er Milla ikke så afholdt som jeg tænkte, og som jeg synes, hun fortjener. Petersen og jeg var alene, da han kom med denne bemærkning.

Søndag eftermiddag blev jeg buden til kaffe hos gamle Petersens kl. 3. En datter, der i Slagelse er kasserer i Vessels og Vetts filial, var kommen, tilligemed en ung skolelærer Linde, som ikke var tækkelig, hvilket derimod Petersens datter var. Og nydelig! Vi spilled L’hombre til kl. ½ 6, da måtte jeg styrte for middagsmadens skyld, og vi drak varm toddy, som bekom mig ilde. Men jeg vilde ikke sige nej, da han frygtsomt bad mig drikke med. Småen var der også. Naturligvis. Hun går ud og ind der som hørte hun til familien. «Mutter», som P. kaldte sin kone var et hjærtensgodt og ganske pent kvindemenneske, gammel forstås, men dog rask og livlig. Hun var i sin ungdom budeje eller kanske det var mejerske på en gård, hvor P. var forvalter.

Jeg har af og til læst lidt i Nansens «Fram over polarhavet»,Nansens «Fram over polarhavet»: dvs. Fram over polhavet. Boken kom ut i 1897, etter ekspedisjonen 1893–96. som N. kjøbte sidst han var i byen (20 kr desværre). Den er fortrollende fængslende. Når N. begynder at læse, kan han ikke holde op. Og slig går det også mig. Jeg tør ikke fordybe mig i den, for så vilde jeg bli siddende fast. Den er i 2 kjæmpestore dele.

– Så tar Du altså nogle lommetørklæder til os begge med Dig på lørdag (jeg går sikkert ud fra at Du kommer) og så 2 par strømper, som var med blandt det skidnetøj, jeg sendte hjem. Sig til Lisbeth at hun må ha dem tør, og at det ene par er småens, dem jeg har strikket, endelig dem, og ikke de riflede, som er for små i foden, og at det andet par er mine, de som er ganske nye. Det kan hun vel nok se.

Mange hilsener og kys fra småen og fra

din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Det er sandt: send mig straks min recept på kloral. Den ligger i den aflange blikæske en hvori Achen har havt tobak, og står på kommoden i mit værelse, tæt ved døren. Findes recepten ikke der, så nytter det ikke at søge.

579. Amalie til Erik

Førslev 11/2/98

Bare et par ord idag min kjære Erik for at takke Dig for brevet igår, og gi besked om din afrejse lørdag aften. Vi har tænkt os, at Du ikke før på lørdag eftmdg. med vished kunde vide om Du kunde, og at Du så måtte telegrafere, for at N. kan sende Hans og vogn til Hyllinge. N. har skrevet op dette på seddelen til Dig. Husk at telegrafere i betids, så det kan være på Fuglebjerg senest ½ 8. Du må ta mange penger med Dig. Vi skal jo alle ha til rejsen, og så er det de dyre drikkepenger. Mindre end 10 kr. kan vi ikke gi, og da må vist Du desuden for din del, lægge en 2 krone. Så er der jo også Hansemand. Men både småen og jeg har så godt af at være her, at de penge ikke er vækkastet.

Ja, desværre, jeg kan jo ikke sove af mig selv,jeg kan jo ikke sove av mig selv: et av mange vitnesbyrd om Amalies forbruk av sovemidler. ialtfald ofte ikke. Men hvis Du la mærke til recepten, vil Du ha set, at jeg siden 16de nvbr: kun har hentet 3 ganger på den. Det gir i gjennemsnit 1 spiseske hver 7de nat. Jeg har endnu til en gang af det sidste, jeg hentet i Kjbhvn., men jeg er så bange for at være uden, for slig en lang, tung vågenat, gjør mig stor skade, og da er det så trist intet at ha, der kan gi mig ro og søvn.

Du fortæller intet om hvordan Du havde det hos Achens, eller om Marers kaligrafiske sludderMarers kaligrafiske sludder: 5. februar holdt skrifteksperten og skuespilleren Johannes Marer et foredrag i Studentersamfundet om «Haandskrift og Karakter». var morsomt i Samfundet.

Igår var vi da hos Kammerherrens. Der var pragtfuldt og middagen sp[l]endid med 6 glas ved hver kuvert. Værtsfolket var meget elskværdige og opmærksomme mod mig. Jeg talte længe med fruen efter bordet og under bordet med ham. Så spilte vi lidt L’hombre, og kl. 12 var vi alt tilbage på Førslev, hvor småen bogstavelig snorksov. – Velkommen på lørdag fra os alle! Hilsen og kys fra småen.

Din Amalie.

580. Amalie til Erik

Ø Klasensgade 11. 15/7/98.

Kjære Erik, hvor jeg takker Dig for dit svar. Dette med «kridtstreger», har gjort indtryk på mig. Ja Du er, Du er, den, Du er. Bare Du vilde tale til mig. Men det gjør Du aldrig. Men at Du kalder alt det onde for kridtstreger, som en blød liden svamp, som altså jeg har i min hånd – kan viske ud – ja, jeg takker Dig endnu en gang.

Der var en liden tid for ikke længe siden, da jeg syntes at føle at Du var mildere og kjærligere stemt imod mig end på længe. Det bæved af glæde igjennem mig. Nu vil han sige det, tænkte jeg. Og jeg vented og vented. Men Du sa intet. Så var jeg vis på, at jeg havde tat fejl.

Men hvorom alting er. Nu er jeg Dig meget taknemmelig.

Jeg sender Dig en del af Drudes sidste brev.en del af Drudes sidste brev: Drude Krog Janson, som i mars 1897 hadde blitt skilt fra Kristofer Janson. Brevet finnes ikke i samlingene, men det finnes en del brev fra Amalie til henne på NBO, bl.a. ett skrevet 7/7/98, som gjør det klart at Drudes døtre ligger på landet ikke langt fra Førslev. Amalie anmeldte hennes roman Mira i Tilskueren 1898 (s. 242–48). For at Du kan se, hvor glad hun er ved tanken om, at vi vil opsøge hendes småpiger. Gjør hvad Du kan i den retning – ja, det ved jeg jo at Du vil – – forresten haster det jo ikke så stærkt.

Jeg har gjennemgåt meget med Kamma siden sidst.Jeg har gjennemgåt meget med Kamma: må ha vært piken igjen. Ikke inat, men igår nat voldte hun at jeg ikke fik lukket mit øje. Men det blir forlangt at skrive om.

Fru Garborg skulde komme dagen derpå,Fru Garborg skulde komme: Hulda Garborg var sterkt opptatt av kjønnsdebatten i 1890-årene – og skrev bl.a. rosende om Amalies forfatterskap i Kristiania Dagsavis 18/11/98. og jeg vilde så gjerne ha vært frisk og kjæk. Det vidste Kamma godt, men alligevel.

Fru Garborg kom da om morgenen kl. 10, og jeg var elendig. Det var slig en rasende storm, en storm, som jeg ikke har oplevet mage til, siden dengang i kanalen. Det har stormet herinde i næsten 3 døgn med fæle regnbyger, og det har været så koldt, så koldt. Idag har stormen lagt sig, men kulden er den samme. Jeg lå og frøs i nat, fordi jeg havde for lidt på mig. Ja for en sommer!

Fru Garborg blev her til idag om eftermiddagen. Det var så hyggeligt at se hende igjen. Hun var meget sød og snil. Nu ikvæld kl. næsten 9, kom Tyge med Ellen.kom Tyge med Ellen: dvs. Eriks nevø Tyge Skram og hans forlovede Ellen Seedorf – se brev 561, note 5. Tyges utvandring til Amerika hadde ikke vært vellykket; han var der i seks måneder uten å kunne finne arbeid, og reiste så hjem igjen i februar 1898. Se hans brev til Erik på KB. Det er tydelig at Ellen skulle bo en stund hos Amalie og Erik. Hun var strålende – ja undskyld – næsten fjantet glad, meget mere end han, der forresten også var glad – og hun var slet ikke vakker mere. Hendes næse var bleven så stor og skarp. Hun var henrykt over sit værelse og over at hun skulde få bo her, og det er jo godt at kunne gjøre godt mod nogen. Men penger trækker det, om end alt går for sig i tarvelighed.

Tyge har jo skrevet til Dig,Tyge har jo skrevet til Dig: Brevet er datert 14/7/98, og finnes på KB. og fortalt Dig om sin lønning, som han er umådelig fornøjet med. Principalen havde igår eller iforgårs budt ham 40 kr. for at sidde oppe en nat og oversætte nogle breve fra dansk til engelsk. Dertil havde han sagt nej – det var han for træt til. Så havde principalen tat en translatør, som havde fåt 50 kr. Jeg sa: bare han havde bedt mig! Hvor glad jeg skulde vært!

Hemmeligheden er vel, at Tyge ikke kan tilstrækkelig engelsk. Tænk for et fæ! Som ikke kan det.

Gudskelov for Du liker Dig på Førslev. Ja, der er godt at være. Bare Du var helt frisk, og slap de dumme febernætter. Hvis de blir ved, var det så ikke bedst at småen kom til at ligge i en anden stue – ja for Du aner ikke hvordan Du larmer i søvne! Hun trænger jo dog til at sove meget. Og endnu er der jo plads nok derude. Godnat og tak.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Jeg er fremdeles så fornøjet over mit eneboerliv. Bare jeg dog blev alene. D.S.

[Tilføyelse på tredje side]:

Den unge FresseltDen unge Fresselt: Det er uvisst hvem det var. var blet henrykt over hilsenen fra mig, fortalte Tyge. Nej er det hende! havde han råbt.

[Tilføyelse på første side]:

Send mig Drudes brev tilbage.Send mig Drudes brev tilbage: Amalies brev ligger sammen med en konvolutt skrevet til hr. Erik Skram, Førslevgård, Fuglebjerg, og bak på konvolutten står det med Amalies skrift: «Kjoler 2, Skørter 2, Forklæd 2, Lommet 2, Flipper 2, Skjorte 1, Bukse 1, Strømp 1».

581. Amalie til Erik

Kjbhvn. Ø Klasensgade 11.Klasensgade 11: skrevet på postkort til Erik på Førslev. 30/8/98.

Kjære Erik, håber, småen har modtat den nye kjole. Lad hende endelig aldrig gå i haven mellem bærbuskene med den uden stort forklæde på. Den er dyr, skal jeg sige Dig: 11 kr. Men så er det også uslideligt tøj. Hun kan bruge den i flere år, for den kan lægges ned og forstørres. Jeg havde ikke tid til nu selv at sy den, hvilket var kjedeligt, fordi den i så tilfælde vilde blet meget billigere. De store hendes støvler, som Du bad om, har jeg rent glemt indtil nu. Skal jeg sende dem? Jeg har et mærkværdigt tilfælde med min 20 år gamle fuksia, den, som jeg ifjor vilde smide væk, men som Du bad for. Nu bærer den blomster af en ganske anden art, tykke svære, pragtfulde. Jeg har aldrig set magen!

Bliv endelig så længe Du får lov derude. Jeg fryder mig på dine vegne. Og for småens skyld. Hils N. og M.!

Din Amalie.

582. Amalie til Erik

Grønnegade 19Grønnegade 19: Amalie er i huset hos sin sønn Ludvig i Kristiania. 14/11/98.

Kjære Erik. Ankom efter en udmærket smuk og rolig rejse, kl. 10 præcis efter bestemmelsen. Sidder nu hos Ludvig, som tog imod mig. Jeg fik ikke sove i hele nat, ikke den mindste smule, og har det svært dårligt idag. Imorgen tar jeg sandsynligvis til Holmen kollen.

Der ligger 2 10 øres frimærker i den lille æske på mit skrivebord, som Du jo kan bruge. – Jeg er i en angst for at Du skal glemme at lukke dørene om nætterne. Jeg anråber Dig om at huske det. Tænk hvor syg småen blev. Orker ikke mere. Er færdig at falde sammen af træthed. Hilsener fra Ludvig og Signe. Hils og kys småen fra Amalie/Mamma.Amalie/mamma: Ordene er skrevet ovenpå hverandre.

583. Amalie til Erik

Xania Holmenkollen (ikke Kolbotten, som Du skrev) 16/11/98.

Kjære Erik tak for dine linjer om den søde småen. Jeg blev glad, for ikke et sekund kunde jeg mærke, at hun fandt det kjedeligt at jeg rejste. – Jeg tror ikke at morgenbadene er farlige. Det har jo erfaringen vist. Hendes to sidste sygdomme kom jo af for urimelig stærk afkjøling sidste gang fra den nat, Du husker, for guds skyld gjør det aldrig mere, og forrige gang fra da hun efter badet i din kolde stue sprang så længe halvnøgen om, mens jeg lå syg derinde.

Jeg blev liggende tilsengs hos Ludvigs mandag og tirsdag. Endelig idag er det lykkedes mig at slæbe mig herop. Jeg måtte understøttes for at komme ned til vognen, og jeg er så dårlig her jeg sidder at jeg knapt hænger sammen.

Det er sandt, glem ikke at småens hår må kjemmes med lunkent vand hveranden dag mindst.

Du siger der ingen komposition er i «Afkom».der ingen komposition er i «Afkom»: Romanen var nettopp kommet ut. Gud gi, Du havde fremsat et exsempel på hvad Du mente, så jeg, som i et glimt havde forståt det. Nu er dine ord for mig desværre kun ord. Skriv det næste gang, da jeg gjerne vilde vide hvad Du mener. Men glem ikke at «kompositionen» begynder allerede i Sjur Gabriel. Du mener at S. G. Myre er langt bedre sammenarbejdet. Jeg husker at B.B. efter læsningen af den bog skrev omtrent følgende:B.B. … skrev omtrent følgende: Amalie har ikke husket helt riktig, skjønt meningen er den samme. Det var først i 1893 at Bjørnstjerne Bjørnson fikk lest de tre første bøkene av Hellemyrsfolket, og 22. mai 1893 skrev han (etter mange rosende ord) følgende: «Men stort mere æn genrebilleder inneholder ikke dine bøker. Hellemyrsfolkets arv er utført i én – 1 – karakter, antydet i et par og ællers bare påhæng. … Du er i det hele svært skjødesløs, og så ser det ut, som det bare er det skrikende, der morer dig.» («Og nu vil jeg tale ut», s. 88.) Du skulde ha prygl fordi Du intet forsøg har gjort på at sammenarbejde bogen. Alt er enkeltheder, der lidet har med hverandre at gjøre. Det er en skam af Dig at «sluske» slig, for Du kan gjøre det langt bedre når Du vil.

Jeg sluske med mit arbejde!!! Nej er det ikke lykkedes, så kommer det af brist på evner og ikke af sluskeri. «Dette arbejde, som Du i vår vilde kaste fra Dig,» siger Du. Ja, Du kjender jo årsagen så inderlig vel: umuligheden af at skrive under de vilkår, jeg havde, og ikke mangel hverken på vilje eller arbejdslyst. – Jeg havde læst E.B.s anmeldelse i «Pol» søndag morgen straks. E.B.s anmeldelse i «Pol»: Edvard Brandes’ meget positive anmeldelse av Afkom ble trykt i Politiken 13. november. Men Du kom så sent tilsyne at jeg ikke fik tid til at fortælle Dig det. Så tænkte jeg også: nu skal Du se om Erik synes, den er god, (jeg syntes, den var udmærket) for aftalen var jo, at Du kun i tilfælde, Du syntes om anmeldelsen, skulde sende mig den. Så blev Signe og Ludvig også så glad for den, så det var godt jeg fik den. Tak! – Ja jeg har tat med mig den bog, Du spør efter og nogle andre. Også derom vilde jeg talt til Dig søndag morgen. Det er foruden Christmas, Rists, Schandorphs og «Dansen går».foruden Christmas, Rists, Schandorphs og «Dansen går»: Walter Christmas’ herregårdsroman Kærlighedens Ret kom ut i 1898, det samme gjorde P. F. Rists historiske brevroman Pagebreve, og likeså Sophus Schandorphs Lyriske Portrætter, en karakteristikk av hans venner og samtidige. Helge Rodes skuespill Dansen gaar kom ut i 1898, og ble oppført på Det kongelige teater i 1899. Gud gi jeg snart måtte få lidt kræfter. Bare at skrive disse breve har udmattet mig – Ak jeg tænker på den sidste aften vi snakte sammen. Dine ord: Ved Du ikke hvilken forbandelse Du har vært over mit liv sidder som en prop i mit hjærte. Alt det andet onde Du sa har jeg glemt. Kun ikke dette. Gud gi det ikke var helt og holdent sandt. Men det er det, må det jo være.

Din Amalie.

[Tilføyelse på sidste side]:

Husk at småen bytter om skoledragten

584. Amalie til Erik

Holmenkollen 24/11/98

Kjære Erik, jeg er ikke bleven bedre heroppe og det uagtet alt er så herligt og dejligt som vel muligt. Jeg spiser mere, men uden at ha nogen glæde af maden, da jeg aldrig er sulten og altid må tvinge mig. Nattesøvn har jeg endnu ikke havt en eneste nat uden ved at bruge cloral eller andet, og det gjør mit hode så tungt og træt. Forresten kan jeg ikke finde ud at jeg lider af nogen egentlig sygdom, det er kun træthed og atter træthed, i legemet og i hjærnen. Ja så er maven lidt gal undertiden og så er det hosten. Jeg har ikke smagt eller set tobak siden jeg forlod Kjbhvn. Lud. røger ikke – så det kan ikke være derfor. Nej men jeg er helt igjennem overanstrengt og ødelagt. Fik jeg være her i 2 måneder, skulde jeg komme mig hélt, det tror jeg for vist. Men det er jo umuligt. Alle her siger forresten at der aldrig er tale om at nogen føler nogen bedring før efter 14 dages forløb. Luften er så stærk og ren, den gjør en bare trættere, rent yr. Nu begik jeg også den fejl, som de fleste begår: at af lutter samvittighedsfuldhed spasere altfor meget. Tre gange om dagen, og lange ture. Lægen, den forrige, som bôr højere oppe, sa at det var rent galt. Nerverne blev så opspilte af den uvante luft og denne stigning og stigning i bakkerne, at det man ikke havde vært søvnløs før, det blev man da.

Man skulde begynde med at spasere en ½ time 2 gange daglig, og så når kræfterne kom, øge på. Jeg har én gang vært nede i byen, her går elektrisk sporvogn herop – ja det vil sige der er en fjerdingsvejs tunge zigzagbakker, dejlig chaussé forresten, at vandre fra stationen til sanatoriet. Skjønt jeg intet havde foretat mig inde i Xania – ja gåt et par ærender med Lud. og var hjemme her kl. ½ 7, var jeg dog så ødelagt af træthed at jeg lå vågen hele natten og havde det miserabelt dagen derpå.

Så var Nordal RolfsenNordahl Rolfsen: norsk forfatter og skolemann, mest kjent for sin Lesebok for folkeskolen (1892–95). og nogle tilrejsende bergensere heroppe hos mig; de sad et par timer. Slig som jeg blev bagefter, aldeles tilintetgjort. Ingeborg har vært her i telefonenIngeborg: dvs. Ingeborg Gad/Thaulow/Brandes. Hennes ekteskap med Edvard Brandes var nå gått i oppløsning, og hun bosatte seg til slutt i Kristiania, hvor hun døde i 1908. og spurgt om hun ikke kunde komme op. Jeg har bedt hende vente – hun likte det ikke. Garborgs har ligeledes spurgt om de måtte komme siden jeg havde sagt nej til at komme til Dem. Nu har jeg pålagt portieren i hvem jeg har en elskelig bundsforvandt, at han skal holde alle og enhver borte fra mig. Sige, jeg ligger syg, ligger for døden, og hvis det ikke hjælper, skal han sige, at jeg er død og blev begravet her forleden. Han ler og lover mig at jeg kan være tryg.

Mens jeg husker det: småen går vel altid med ulden underbukse nu? Lad hende endelig ikke ha for få skjørter under sin kjole. Husk hvor varm hendes gymnastikbukse og do. skjørt er! Lad der ikke være nogen forskjel. Om nætterne når jeg ligger vågen overfaldes jeg af angst for at dørene skal stå åbne derhjemme. Forsikr mig om at det er unødvendigt at være angst.

Det er godt at min bog blir rost i Danmark. I norske aviser får den en dårlig behandling.I norske aviser får den en dårlig behandling: Dette er ikke helt sant. Carl Nærup hadde en del positivt å si om Afkom i Verdens Gang 18/11/98, og Lars Holst hadde også noen anerkjennende ord i sin anmeldelse i Dagbladet 16/11/98 (som ble etterfulgt av en polemikk med Hans Kinck, Dagbladet 15/12/98 og 17/12/98). Men begge syntes at forfatteren ga en for ensidig skildring av livets skyggeside. Jeg har intet af det læst, og vil ikke heller. Til Ludv. sa jeg at hvis han fandt noget godt skulde han sende mig det; ellers ikke. Nu har det vært nedsættende og dumt siger han, hvad der stod i «Verdens Gang» (som med S.G. Myre, husker Du?) og i Dgbldt. og derfor har har [sic] han intet sendt. Forresten er her et stort læseværelse her med masser af aviser også den danske Nationaltidende. Men jeg er ikke begyndt at læse de norske aviser; for så kort en tid er det bare dumt at spilde tiden på det. Så har jeg heller ikke tid fordi jeg er så træt. Og så var jeg bange for pludselig i V.G. eller Dgbldt. at finde en ubehagelig anmeldelse af «Afkom», hvilken frygt altså viser sig at ha vært vel begrundet. Hos fru Bing får jeg hver dag min hjemlige «Pol»,hos fru Bing får jeg hver dag min hjemlige «Pol»: «Pol»= Politiken. Fru Bing er konen til den danske Harald Bing, som hadde overtatt Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik i 1885. Det ligger et brev fra Amalie til Harriet Bing på KB, datert desember 1898, som takker for de ukene de var sammen på Holmenkollen. og det er alt hvad jeg kan klare at få læst.

Nej, sa Nordal Rolfsen bl.and: De har såmæn aldrig havt grund til at være den norske presse taknemmelig,den norske presse: Amalies bitterhet mot norske aviser gir seg kraftig uttrykk i disse årene, sterkest i Landsforrædere (1901), hvor hun protesterer mot å bli kalt norsk forfatter. slig som De er blet behandlet af den. Dengang vidste jeg ikke at Afkom havde fåt sin beskikkede del af de norske journalister. «Hvorfor i al verden har fru Skram skrevet den bog?» skal en L.H.en L.H.: se note 3. Lars Holsts anmeldelse spør bl.a.: «Men vi spør uvilkårlig: i hvilken Hensigt fører hun os saa dybt ned i Tilværelsens Elendighed og Modbydelighed? Hvad skal det tjene til? Cui bono?» ifølge brev fra fru Garborgbrev fra fru Garborg: Det finnes flere brev fra Hulda Garborg til Amalie på KB, men dette er ikke blant dem. ha spurgt i Dgbldt. Mon det skulde være Laders?Laders: se brev 365, note 1. Lars Holst var redaktør for (norsk) Dagbladet 1883–98. Han er jo ikke redaktør mere, men derfor kan han jo godt være bladets anmelder. Jaja, gudskelov at det ikke anfægter mig, anderledes end at jeg er bedrøvet for salgets skyld. Med den slags anmeldelser i de blade, hvor jeg sikkert kan vente mig det bedste, blir den dyre bog ikke solgt.

Om Jakob det at mældeOm Jakob: dvs. Amalies sønn Jacob, nå 32 år gammel. at der nu er truffen bestemmelse om at han skal sendes på landet til en proprietærfamilje som tar imod alkoholister. Lud. har selv konfereret med ham og han viste sig at være akkurat den gamle. Naturligvis. Det var mens jeg lå syg hos Lud. J. vilde endelig tale med mig, men jeg havde sagt til Lud. at jeg ikke orked det. Jeg kan og vil ikke se ham. J. var villig til alt. Helst vilde han dog til kuranstalten deroppe hvorfra en ven af ham en drukkenboldt havde tilskrevet ham de mest begejstrede breve. Det tror jeg! De lever der som på et første kl. hotel med fuld frihed til at bevæge sig omkring når de kun passer måltider og sengetid. Principet er: godhed, frihed, velvære for derigjennem at indvinde individet for et ordentligt livs gjennemførelse. På J. vilde dette være ganske spildt. Desuden var prisen 150 kr. om måned. Hvorfra ta de penge? Du ved ikke hvilken møje det har kostet mig at få Lud. bort fra den plan. Vi måtte skaffe pengene påstod han. Det var hvor pligt. Nu har han imidlertid git sig og er fuldt enig. Tobias i BergenTobias i Bergen: dvs. Tobias Müller, Jacobs farbror. Se brev 302 note1. var mig en virksom forbundsfælle. Men fuld ekvipering til den slusk må jeg betale. Derfor må Du sende mig de 100 kr.

[Tilføyelse på første side]:

Straks før jeg fra Lud. skulde op til – nej det var den dag jeg var inde i byen (mandag) kom der telegram til Lud. fra Tobias at hans far var død af Malarien i New-Orleans. hans far var død af Malarien: August Müller hadde gjenopptatt sin virksomhet til sjøs, og var i USA da han ble syk og døde. Han etterlot seg sin andre hustru Kaja og tre barn. Ak hvor vi begge blev rystet. Nu får Tobias også den familje at forsørge! Kys småen.

Din Amalie

585. Amalie til Erik

Holmenkollen pr/Kristiania 30/11/98.

Nej kjære Erik, det er altfordyrt at være her. Jeg fik min regning for den første uge, den var på 59 kr. For en uge blot. Så kommer drikkepenge til engang. Ludvig er ikke nogen god kommissionær. Jeg havde bedt ham skaffe mig det billigst mulige værelse, og jeg får det dyreste.

Brænde og lys og alt muligt, bare et glas mælk skal betales ekstra. Men så er her jo også så aldeles enestående herligt og dejligt i alle retninger. Ja, Du begriber ikke for en respekt jeg har fåt for Norge og for nordmænd. Ganske meningsløst er det, at en slig nation skal være «forenet» med nogensomhelst!at en slig nation skal være «forenet» med nogensomhelst: Nordmennene ble mer og mer utålmodige under unionen med Sverige, som ble oppløst i 1905. Ak, om Du havde vært heroppe, hvor vi sammen skulde ha frydet os over det og det. I industriel retning er Norge på højden med det mest civilicerte i verden. Du skulde bare se den «trikken», de har lavet til Holmenkollen. Tværs igjennem stejn og berg har de brudt sig. Og betjeningen – nej hvor er her dejligt i Norge! – –

Hvorfor kan og vil Du ikke gi mig den smule fred i sjælen som kommer ved at Du forsikrer mig om at dørene ikke står åbne om nætterne. Jeg bad Dig så pent i mit sidste brev. Men intet svar. Nu har jeg længe intet hørt fra småen. Ligger hun nu syg igjen? Ak hvor denne din færd for mig er symbolsk.

– Du snakker om indtægter og udgifter. Jeg forstår ikke at Du har tjent alle de penge i et år. Din sidste små bog Din sidste små bog: dvs. Hellen Vige (1898). «Små» for «lille» er en bergensk uttryksmåte som ikke sjelden finnes hos Amalie.(stene for din fod, ikke sandt?) hvad er fra mig ikke stene for din fod, som alt fra Dig for mig – Den bog, hvis navn, jeg ikke orker nævne, kan dog umulig ha git Dig mere end end [sic] en 500 kr. Og G.C. i forkortet format?G.C. i forkortet format?: Gertrude Coldbjørnsen ble gjenutgitt i 1898 med bare noen få stilistiske rettelser. Den ble ikke trykt i forkortet utgave. – Jaja det er jo godt.

Men tag engang, og regn sammen hvad alle dine bidrag til Studentersamfundet, og alt det andet, min «cirklen» indbefattet,min «cirklen» indbefattet: Cirklen var et kvinnelig selskap av musikere, forfattere og journalister i København. Det ble opprettet i 1897 i forlengelse av Kvindernes Udstilling, og Sofie Horten var sekretær. koster Dig om året. Du har jo desuden også andre ting, Du betaler for. Regn så også hvad barbering, postporto, brevpapir, sporvogn koster om året for ikke at nævne cigarer og tobak, der sikkert beløber sig til mindst 500 kr. om året. Så er der apotheket, hvor jeg de sidste år har kjøbt meget. – Så lever vi jo også som velhavende folk. Husk på småens fødselsdag f.eks. da Du kjøbte den ganske værdiløse lampe til hende. Adresser dit næste brev til Ludvig. Herfra flytter jeg iovermorgen.

Amalie.

586. Amalie til Erik

30/11/98. Holmenkollen.

Aa gud, gud! Ludvig er også smittet.Ludvig er også smittet: Det er ikke klart hva Amalie mener her – om hun snakker om tuberkulose eller alkoholisme. Igåraftes, da jeg var hos Ludvig og Hollænderinden, som jeg kalder Signe, gik det op for mig. Jeg kan ikke skrive om det. Jeg må fortælle Dig det.

Afkomst af mig og August Müller er altså ikke godt.

Å hvor jeg længes og trænges efter at finde den hvile, relativ altså – som jeg finder hjemme hos Dig. Men Du må ikke tro, at jeg er en løgnerske.

Amalie.

Disse mennesker, som går her og vil ha fat i mig! – Der er et lidet sted nedenfor din hage. Der er det godt at hvile sit hode.

Kjære, søde lille småen!Kjære, søde lille småen: et lite brev til Johanne, skrevet på baksiden av det foregående.

Tusen, tusen tak for dit brev! Nu kommer jeg snart hjem igjen, og derfor vil jeg ikke skrive så meget iaften.

Du er sød og dejlig, er Du.

Mange kys sender jeg Dig. Din Mamma.

Hils Kamma!

Til pappa! Det har liksom dræbt mig dette, at Ludvig – – – –

Det frygteligste er, at jeg ingen har at snakke med. Nu siden dejlige Ludvig er død. Å gud, å gud, hvor er det sandt hvad Du siger om dette at gjøre sin nødtørftige pligt. Der er intet andet. Men hvor jeg længes hjem igjen. –

587. Amalie til Erik

Holmenkollen 31/11/98

Jeg er så underlig tilmode. Inat har jeg sét Gulle.Inat har jeg sét Gulle: dvs. Augusta Cantor, konen til sakføreren Alexander Cantor og i flere år en av Amalies beste venner i København, som døde i 1898. (Se brevet til Alexander Cantor 3/9/99, trykt i Mellom slagene s. 125). Ja, det var naturligvis en drøm, men tænk alligevel at jeg fatter ikke, det var en drøm. Døren lige foran min seng gik stille op, og så hørte jeg knitrende silkeskjørter. Jeg rejste mig overende i sengen, og der stod hun – så alvorlig og mild. Hun sa ingenting, bare så på mig med dette dejlige, uforglemmelige blik, som hun havde, når hun betroed mig sine søde små sorger. Jeg folded fast mine hænder, og vented at hun skulde tale til mig. Men hun gjorde det ikke. Å, hvor var det dog dejligt at få se hende! Se hende som hun var i sit bedste og meste. – Jeg har hver eneste dag heroppe tænkt på hende. Tænkt på, hvor dejligt det vilde vært om hun og jeg kunde ha vært her sammen. Fru Harald Bing,Fru Harald Bing: se brev 584, note 4. som jeg er kommen til at holde af, er dog en ussel erstatning for Gulle. Og Ludvig! Ludvig og Gulle, som begge er døde, må se til at finde hinanden.

Der er jo noget, som skulde rettes i «Afkom», når den nu blir trykt op igjen.når den nu blir trykt op igjen: Afkom kom i to opplag allerede første året. Bare jeg selv kunde få læse korrekturen.

For det første altså det, der står om Fie’s alder, det må jo med lethed kunde sættes ind, så det ikke blir en «trykfejl». Så er der også dette med årstallet og Karl den femtende. Men værst af alt er at Henrik siger gal alder om tante Milla. Jeg har ikke bogen, så jeg kan ikke citere ordret. Men se efter Du – og ret det. Hvis jeg får flere penge for den bog – Du siger altså 1000 kr. så vil jeg betale af på min gjæld; Sloman, Achen, Milla. Det er så ondt og tungt at ha gjæld. – Å hvor jeg længes hjem! Til småen og Dig, og stuerne.

I det kapitel, som foregår på Henriks værelse, hvor Severin er, og hvor Mikkel kommer skal stå: «digre» istedetfor «kjokke». «Digre» sa mine brødre altid.

Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Å, hvor jeg tænker på Gulle! Tænk, at jeg har og ser hende. Det er bare dette, at hun siger ikke noget.

588. Amalie til Erik

Missionshotellet. Underhougsvejen 5. Kristiania.Underhougsvejen 5. Kristiania: Brevet er udatert, men det er skrevet like etter at Amalie er flyttet fra Holmenkollen. På første side står det med forskjellig skrift: [ombæring i Kbh: 5/12; brevet vel da skrevet 3/12].

[3/12/98]

Kjære Erik! Her sidder jeg nu ikvæld. Det var en skrækkelig tur for mig at komme til byen. Jeg spaserte nemlig ned fra Holmenkollen til trikken, kjørte så ind og var sikker på at Ludvig skulde være ved Majorstuen for at hjælpe mig med tøjet. Men han var der ikke. Kl. var næsten 6, det var mørkt og koldt og frygtelig glat, og jeg måtte så traske den lange vej alene ind til byen, op til Ludvig, for at be ham ta en slæde for at hente mit tøj. Så var hverken han eller Signe hjemme. De var ude i selskab, og pigen sa, de først kom sent hjem. Jeg var aldeles fortvilet. Frøs gjorde jeg der oppe i de kolde, tomme stuer og dette bæst af en pige, som ikke hverken kunde eller vilde hjælpe mig. Jeg forstår mig ikke på Lud. Signe skrev idag at han skulde være på Majorstuen og ta imod mig. Men jeg måtte jo begi mig afsted igjen. I næsten en time irred jeg rundt og kunde ingen droske eller slæde finde. Alle alle var optat. Så gik jeg op til Ingeborg, for at be om hjælp og rædning, forfrossen og forkommen var jeg bleven mere og mere – jeg havde altfor lidt tøj på – hun var ikke hjemme, men jeg traf en prægtig pige, som hjalp mig og telefonerte efter Ingeborg efter først 2 gange forgjæves at ha vært ude efter vogn – den ene gang var jeg selv med. Endelig fik jeg da fat på mit tøj, og kom i hus. Jeg vidste jo heller ikke i hvilken gade missionshotellet lå, men det vidste kusken og Ingeborg. Det er et meget pent og anstændigt sted, billigt håber jeg. Holmenkollen var svimlende dyr. Og godt af opholdet syntes jeg ikke, jeg havde. Kanske det kommer bagefter. – Bare jeg var vel hjemme igjen! Jeg længes altid, kanske det er derfor jeg ikke kommer mig. Du siger, det skal være en hemmelighed at der kun kommer nogle hundrede eksplr af andet oplag af Afkom, og at jeg kun får 1000 kr. for den (jeg er forresten himmelglad) men hvad vil Sloman og Achen tænke om mig når de tror, jeg får så mange penger, og ikke betaler min gjæld?

Tak fordi Du læser korrekturen for mig. Pas endelig godt på. Der er dette med Fies alder og med at Henrik tænker at Milla er 28, mens hun vist må være 30.

Jeg er så græsselig forpint ved tanken om nogle ækle ord jeg skrev i et af brevene til Dig. Gid jeg kunde stryge og slette dem ud igjen og at Du ikke havde læst dem, eller ikke kunde huske dem.

Hvis det er tvilsomt om den sag, Du omtaler, den som Du har «sat meget ind på» og som Du, hvis jeg forstod Dig ret – ofrer penge på, hvis det er tvilsomt om den engang gir Dig penge tilbage, så tror jeg næsten ikke Du burde gjøre det. Men jeg snakker jo som den blinde om farver. Jeg ved jo ikke hvad det er. Hils og kys dejlige småen. Tak hende meget for det sidste brev og sig jeg skriver snart. Å hvor jeg længes hjem.

Din Amalie.

589. Amalie til Erik

Xania Missionshotellet 9/12/98.

Kjære Erik, det var godt, dit brev kom idag, så sparte jeg de penger, et telegram til Kjbhvn. med svar betalt, havde kostet. Jeg har nemlig vært svært urolig, fordi det har varet så længe, før jeg hørte. Jeg gik og frygted for allehånde ondt, mest for at småen skulde være syg, og imorges, da dit elskelige brev kom, sank alle byrder af mig.

Å men gud, gud! hvor er jeg fortvilet over at rotterne er kommen tilbage!! Pent var det af Dig at sige mig det. Men ingen, ingen ved hvilke rædsler, jeg har gjennemgået nætter og dage, især nætter med de rotter. Jeg har vært som et jaget dyr. Er de nu der igjen! Å gud, å gud! – Nej, jeg længes ikke mere hjem. – Undertiden studser jeg over at jeg har vidst at berge min forstand så nogenlunde, når jeg mindes de kvalfulde fantasier, som for mig ikke var fantasier men virkelighed – rotterne har forvoldt mig. Og der vil jo gå omtrent et år før disse forfærdelige dyr atter kan udryddes. Å nej, å nej, hvor dette er fælt!

Tror Du småen vilde sorge, om jeg blev heroppe julen over? Når jeg nu sendte hende julegaverne?

Du må ikke være «trist og tung tilmode», Erikmand. Jeg skal med guds hjælp bli snillere og bedre. Jeg må sige: med guds hjælp. Dermed mener jeg, at jeg vil af min inderste sjæl, og at jeg håber på alt godts hjælp. Men jeg er så bedrøvet. – bedrøvet? – å for et lidet sigende ord. Det eneste, min hjærne sysler med: Det er Dig. Alt det andet som hænder, og har hændt mig om dagene, går mig, kanske altfor meget forbi.

Mit forfærdede udbrud om Ludvig?Mit forfærdede udbrud om Ludvig?: se brev 586. Jeg husker ikke nu hvordan ordene faldt i mit brev. Bekymret for ham har jeg vært i mange henseender, og er det. Men mit forfærdede udbrud den kvæld, jeg skrev til Dig, har vel nærmest gjældt at han lod mig i stikken på «Majorstuen», hvor han vidste at ingen vogn, eller slæde kunde fås. Men om alt dette må jeg tale med Dig engang. Å hvor er det trangt at være henvist til et ark papir.

– De 100de takker sender jeg Dig, fordi Du har, i slig en fart, gjort dette hoveriarbejde for mig, at læse korrektur på «Afkom». Det er svært kjedeligt med denne modsigelsesfejl. Sligt kommer, når man skriver i så mange sorgfulde, tunge år på en og samme bog. Men hvis jeg var blet opmærksom på det, vilde jeg ikke ha tat ud det, Du vilde. Milla skal ha vært eneste barn. Der på barneballet, hvor Milla taler med Severin, skulde ståt: min ældste kusine, eller en af mine kusiner. Det formelig trøster mig, at Du også har overset dette.

Fra mor skal jeg hilse Dig og småen så mange og så kjærligt mange gange. Hun er blet så tyk, at hun formelig ækler mig. Hendes krop aldeles i en firkant og hendes store hvide kinder hængende. Men øjnene er kloge og klare som før, og hun er ikke spor af sløv; tværtom er hendes hukommelse fabelagtig. Men for mig ser hun nu altfor «lystigt» på livet. Hun ler af alt og af alle. Ludvig skriver bestandig i brevene til mig når jeg er i Kjbhvn: «bedstemor har det bra, og er altid i strålende humør.» Ja tak, skal Du ha! Det er ondt at stå overfor et menneske som moderen, med hvem jeg har havt så meget godt og morsomt sammen, et menneske hos hvem jeg altid har fundet relativ trøst i mit livs tungeste stunder, og nu ikke kunne sige noget til hende. Da hun var hos os i Kjbhvn. fik jeg indtryk af et slags imbecilitet hos hende. Hun, som havde vært så storartet livlig og med denne vidunderlige fortællerevne! Nu ved jeg ikke ord for hvad jeg mener. Jeg mener altså intet. Hun, som så tit før sa, at livet var bra nok, men døden dog det bedste, «det himmelske fædreland», som vented hende, hun er nu aldeles forbitret på døden. «Hvorfor i alverden skal vi også alle måtte dø!» sa hun forleden. «Vi har det jo godt, som vi har det.»

Ja, hun har det godt. Bôr i en dejlig, højloftet, solrig stue med udsigt, som er skjøn og lys, har ingen pigesorger, ingen madbekymringer. Og så er hun så uhyre afholdt, næsten forgudet af så mange, mange mennesker, ikke bare af dem i «Gamlehjemmet», men også af så mange andre. Udmærket mad får de der. Jeg spiste middag deroppe forleden; bestyrerinden invitôr mig [sic] og havde slet ikke anelse om, at en fremmed gjæst skulde spise. Det var så veltillavet, så rigt og af første sort, hvad vi fik. – Mor har solgt sine overflødige møbler, da hun flytted herop. Hun har her kun en stue, men så er der jo spisesal og dagligværelse, hvor de alle kan gå og komme som de vil. Mors stue er forresten så hyggelig. Over sengen har hun et bræt som hviler på de lave sengestolper, og fuldstændig dækker sengen. Ovenpå brættet et stort, sidt pelusches teppe, med mange, pene ting stående ovenpå. Om aftenen, når hun skal tilsengs kommer pigen ind og tar brættet bort, og om morgenen, når mor er færdig og spiser frokost med de andre, blir alt i hendes stue gjort istand. – Jeg tror, hun har solgt, hvad hun har solgt, for at få Ludvigs og Martins grav pen.Ludvigs og Martins grav: Amalies bror Martin døde i 1874. De to brødre ligger i samme grav. Kanske Du husker, jeg fortalte Dig, at mor havde bedt mig om at hjælpe til med at få rejst et monument på Luds. grav, og at jeg havde måttet svare nej. Gud ved, om hun ikke også har solgt bort af de gode, gamle stykker sølvtøj, hun havde tilbage. Jeg har ikke villet spørge, men jeg kjender hende. Hun har oppe i Bergen havt en tremenning, en gammel pige, ugift altså, som hun altid har hjulpet, skjønt hun som oftest ikke har havt råd til det. Nu er den gamle dame gudskelov død, men det slap ud af moderen, at hun havde sendt penger til hendes begravelse. – Da Ludvig gifted sig forærte mor ham en hel del af det gamle sølvtøj, som altsammen gik tilgrunde i ildebranden på Kongsberg.ildebranden på Kongsberg: må ha vært mellom 1891, da Ludvig giftet seg, og 1897 (han var blitt adjunkt i Kongsberg i 1887). Det fremgår ikke av Joh. K. Bergwitz: Kongsberg som bergkoloni, bergstad og kjøpstad 1624–1924 (1924) når det kan ha vært.

Søndag formiddag skal jeg op til mor for at træffe min bror Ludvigs datter.min bror Ludvigs datter: Inger Alver (f.1892), gift Gløersen, skrev senere boken Min faster Amalie Skram (1965). Lolly havde vært hos mor forleden med barnet, og så havde mor sagt, at jeg gjerne vilde se den lille, og så var søndag bleven aftalt. Jeg går til dette møde med skjælvende hjærte. Ludvig har i sine sidste breve lagt mig dette barn på sinde, men hvad kan jeg gjøre for hende? Ja, nu får jeg se. Hvis jeg kommer til at holde af hende, hvis jeg ser, at det er Ludvigs barn – – – Men jeg har frygt og tvil. Allerede dengang i Esrom talte Lolly så meget om denne Høst,talte Lolly så meget om denne Høst: Lolly (Ludvigs kone Isabella Vibe) giftet seg i 1898 om igjen med Sigurd Høst. (I et brev til Valdemar Irminger 19/3/97 erklærer Amalie at det er sikkert at Inger ikke var Ludvigs datter.) citerte hvad han havde sagt ved den og den lejlighed, uden at jeg dengang tænkte nogetsomhelst ved det. Men nu? Barnet er hvidtblondt, Høst er så lys at han næsten er rødhåret. Rigtignok er jo Lolly også meget lys, men jeg har i min leve tid aldrig set, at ikke farens farver blir det overvejende på børnene. Ja, min søn Lud. er jo nokså brunet, men hvor lyse er dog ikke hans «mørke» øjne. –

Høst var i deres bryllup og kom stadig som liggende gjæst til dem på Kongsberg fra det første af. Jaja, nu får vi se. Jeg er som sagt, helt bange.

Hvor folk dog glemmer og glemmer det, som er dødt og kastet i ovnen. Ingen taler til mig om Lud. selv ikke moderen. Men jeg bevarer ham dybt i mit hjærte, og aldrig, sålænge jeg er i live, skal hans minde være husvildt.

– Lolly har forresten gjennemgåt noget skrækkeligt. Et petroleums apparat sprang, og den brændende væske sprat op i ansigtet på hende. Håret og ansigtet stod i brand. Hendes mand, som fra kjøkkenet hørte hendes gjennemtrængende skrig, kom styrtende, tog om hendes hode, og kvalte ilden mod sit bryst. Han sad netop og læste med sit kursus af damer, da dette foregik. Derfor spredtes det ud over byen straks. Under forsøget på at bjerge Lolly, var Høst selv blet forbrændt, og begge kom på hospitalet. Men deres lidelser var dermed ikke endte. Dog, det blir for langt at skrive om. Nu er imidlertid Lolly frisk og rask igjen, skjønt lægerne først havde troet, hun måtte dø, og folk siger, at hun ikke har skjæmmet sig. Jeg har ikke set hende, og håber med guds hjælp heller ikke at slumpe op i det. –

Hvad der foregår med Jakob er en farce. Han har altså vært så nådig at ville la sig hjælpe og la sig underholde på landet. Men nu, da alt er parat, og han skal afsted (en sagfører Vendten sagfører Vendt: Det har ikke vært mulig å oppspore en sakfører Vendt eller Wendt blant Norges Prokuratorer, Sakførere og Advokater 1660–1905. Muligens har Amalie husket navnet galt. har vært Luds mellemmand), behager fyren ikke at vise sig, ikke at svare på 3–4 breve fra Lud, hvori det fortælles ham, at alt er parat og at han kun behøver at skrive 2 ord på et brevkort og møde op ved den og den jernbanestation, så skal kuffert og bagage og billet være der. Lud. har trods sine breve, intet svar bekommet. I går var han nede i hans logi – (han har ved artikler i en ny avisved artikler i en ny avis: Det er uvisst hvilken avis. tjent så pas meget at han har havt råd til at «bo» lidt igjen), men fik af den meget bekymrede værtinde den besked, at hr. Müller var flyttet uden at betale et øre af hvad han skyldte. Dette har Signe fortalt mig. Ludvig har jeg ikke turdet spørge. Han er som blodige sår, når talen er om Jakob. Idag ved middagsbordet oppe hos dem kom jeg med en bemærkning om at J. altså ikke nu, da det kom til stykket vilde la sig finde. «Hvoraf ved Du det?» Der kom et næsten fiendtligt glimt i hans øjne. «Jeg har spurgt Signe,» sa jeg. «Nå ja, Signe, hun ved vel besked, hun,» han sa det hånligt, ondt. Signe var sød og flink. Et sekund efter var vi inde i samtale om noget ganske andet. Jeg tror at det arbejder i Ludvig dette, at J. skal og må opgives. Så har han vist også lidt af følelsen af at han her har spildt en elskværdig – latterlig rolle. Han vilde jo havt ham op der, hvor det for det første koster 150 kr. om måneden, hvor patienterne dernæst skal bringe med sig: sengetøj, håndklæder, servietter, gymnastikdragt, langski og endnu flere småting, som jeg ikke husker. Tænk for en kapital, der skulde til! Og jeg, som engang før har udrustet ham med alt dette, dette, som han straks solgte, og spredte for alle vinde. Han vilde jo altså forfærdelig gjerne derop i dette Eldorado, men samtidig påstod han meget energisk at han ikke drak, og ikke var alkoholist. Ludvig stakker, havde ikke i øjeblikket åndsnærværelse til at påpege det latterlige i at en mand påstår og bander på at han ikke er drukkenboldt, mens han samtidig siger, at han intet heller vil end at komme på et «Alkoholistpatienthjem». – Det var til syvende og sidst dette mit argument som tog modet fra Lud.

Ja, det er rare grejer dette. Lud. lider så meget ved dette, at snart en, snart en anden kommer fortrolig og siger: Du kan ikke la din bror gå således, traset, skidden, og sulten. Og din mor, fru Amalie Skram hvor kan hun holde det ud? Ludvig har strukket sig langt over evne. Endnu betaler han af på veksler og skrædderregninger for J. Og fremdeles er han villig til mere. Hvis det bare ikke var at kaste i et bundløst svælg!

Men nu svarer altså J. ikke, og er flyttet. Nu har han tjent nogle kr. og sulter ikke netop, og så spytter han på både «pøblerne», og «overpøblerne». Jeg hørte fra mit sygeværelse dengang hos Ludvig, før jeg tog til Holmenkollen, da Jakob kom til dette møde med L. at J. triumferende, skrigende sa: «Ja lad mig bare få fred, så skal jeg ha en bog færdig om 6 måneder!»en bog færdig om 6 måneder: Etter Fire dage (1894) og Stormen (1895) kom det ikke flere romaner fra Jacob. Og derpå med et slag i bordet: «Så skal Dere få se!![»] Den stakker, som bilder sig ind at hvis han hvert sjette år sætter sammen noget, som der er mening i, så har han lov til at være denne straf og plage for sin familje. Hvis han ikke er gal, så mangler han ialtfald en sans. Uf, at man skal bemænge sine tanker med en slig person, og gi ud sine penger for ham. Men fyren er gal. Jeg kjender formen for hans galskab igjen fra hans farbrødre.fra hans farbrødre: vanskelig å vite hvilken. August hadde fem brødre, og Amalie har tidligere snakket om Michael, som hjalp henne da hun skulle skilles (se brev 38, note 6) og Tobias, kjøpmannen i Bergen (se brev 302). Av de tre andre (alle nå døde) hadde Jacob Worm-Müller vært lege og professor i fysiologi, og de to andre hadde vært sogneprester. En av de siste, Jonas, døde som sinnssyk.

– Jeg har fåt et meget langt og dejligt brev fra B.B.brev fra B.B.: skrevet fra Roma 2/12/98 (trykt i «Og nu vil jeg tale ut», s. 122–23). Men jeg kan ikke læse det. Det er endda mere utydeligt skrevet end ellers. I fire dage har jeg hver aften og hver morgen siddet og grublet timer over det. Men endnu er der masser af ord, som jeg absolut ikke kan læse. Og meningen med hans brev fatter jeg ikke. Han siger straks i begyndelsen at han ikke har læst min bog, at jeg om 3–4 måneder kan høre indom, og så bagefter ser jeg en klage, en kritik som jeg ikke ved hvor hører hjemme. Men dejligt elskeligt, uforglemmeligt er brevet. Så meget kan jeg se, skjønt jeg kan ikke tyde dets kragetæer. I det hele tat har jeg fåt svært mange breve fra nær og fjern angående «Afkom».

Jeg var igår kvæld på Central-teatret og så på frk. Blads og V. Viehes afskedsforestilling.frk. Blads og V. Viehes afskedsforestilling: 8/12/98 spilte Wilhelm Wiehe og Augusta Blad et program sammen på Central-teatret. Det inneholdt bl.a. Helge Rodes Kain og Abel og Gunnar Heibergs Balkonen. Han (V) havde gjennem Signe bedt mig så meget om at komme, kvæld efter kvæld. Men jeg, som intet orker havde protesteret. Nu måtte jeg til det. Jeg sad på første bænk i parket mellem Lud. og Signe, og Viehe var ligeså storartet pragtfuld som dengang på Kasino.som dengang på Kasino: Wilhelm Wiehe hadde vært tilknyttet Kasino og Dagmarteatret gjennom hele sin karrière. Frk. Blad var også over al forventning udmærket. Å hvor meget, meget mere jeg vilde fortælle Dig! Du er den eneste, som det er rigtig morsomt at snakke med.

Hils og kys småen mange gange fra hendes mamma og din A.

590. Amalie til Erik

Kristiania Missionshotellet. Underhougsvejen 15. 15/12/98.

Kjære Erik. Ja, dette dødsfald.dette dødsfald: Amalies far Mons Alver var død i Amerika. Døden ble rapportert under navnet John Oliver. det har ikke vært mulig å finne dødsannonsen verken i Aftenposten, Bergens Tidende, Dagbladet eller Morgenbladet. Ludvig fortalte mig for nogle dage siden, efter at jeg sidst skrev til Dig, at det havde ståt i en norsk avis, ikke i den, som han holder, men i en anden. Selv ser jeg aldrig en avis, nu siden jeg forlod Holmenkollen, heller ikke Politiken. Det er det kjedelige, at vi ikke ved om det er sandt eller ej. Men min far hed ialtfald ikke John. Vi har troet ham død for mange, mange år siden. Og det er længe siden vi søskende holdt op med nogensinde at snakke om ham, fordi det var som at røre ved et sår, der burde være lukket og lægt, måtte og skulde være det. Og såret var dette at mor svigted og sveg far, mor, som vi alle havde vært så glad i, og så muntre sammen med – ikke var ham «utro», nej, men på anden vis.

Far, som havde siddet i store og mange forretninger, gik fallit der oppe i Bergen. Energisk og dygtig og kjæmpestærk som han var, slog det straks ned i ham, at han vilde rejse bort, skjønt han næsten øjeblikkelig blev tilbudt en nokså god stilling. Han rejste da fra sin yderst ærlige fallit, og allerede 3 måneder efter begyndte han fra Amerika at sende rigelige månedspenge hjem. Han havde straks fåt ansættelse ved en fabrik i Chicago; som et slags opsynsmand med arbejderne, senere steg og steg han og blev tilsidst øverste forretningsfører ved fabrikken, med en efter vore forhold meget stor gage. Han blev ved at sende penge til mor, mere og mere, og samtidig betalte han sine kreditorer i Bergen. Jeg ved ikke hvormeget, men jeg ved at han har fåt lovord for sin færd. Men alt det ligger nu så langt tilbage i tiden. Jeg var akkurat konfirmeret da far rejste, og for mig og mine brødre blev det hele stillet i et lys, så vi ikke rigtig så skyggesiderne. Et halvt år efter far var rejst blev jeg gift og forlovet,blev jeg gift og forlovet: Det står «2» og «1» over «gift» og «forlovet» Amalie må ha villet rette det til «forlovet og gift». Hun forlovet seg med August Müller så snart Mons var reist i 1864, og ble gift samme år. og kom ud på mine lange rejser. Af og til fik jeg lange breve fra far,lange breve fra far: Brevene fra Mons Alver finnes ikke i samlingene. som jeg altid straks besvarte. Mor havde lovt far at hun, såsnart han havde skabt sig udkomme derover skulde følge efter ham til Amerika med de mindste børn, Martin og Bernhard. Men hun kom sig aldrig til.

Så efter 8 års forløb – jeg var dengang med Müller i Peru, kom far hjem. Han havde, mod at stille en vikar fåt 5 måneders permission. Han kom for at hente mor. Hun vilde ikke, det vil sige, hun opholdt ham med snak, påstod at «nu kunde hun ikke, men til våren kom hun[»]. Jeg var dengang 24 år gammel. Far rejste da tilbage til sin plads i Amerika, nedbøjet, bitter og mistroisk. «Hun kommer nok ikke,» havde han ved afskeden sagt til Ludvig (min bror altså). Nej, hun kom ikke. Det var ikke alene hendes ulyst til at bryde op og skifte opholdssted – det var også dette, at far, der før havde vært relegiøs,[sic] ved tilbagekomsten fra Amerika viste sig at være den værste fritænker. Fuldstændig frigjort fra alt det gudelige vrøvl. Dette forfærded moderens hjerte. Forresten troed jeg aldrig på at hun vilde rejse over til ham. Men altså efter sin tilbagekomst til Amerika, blev far ved med i et år at sende rigelige penge til mor. Så, da han forstod at hun ikke kom, holdt det op. Han havde kjøbt en livrente til hende, så han vidste, at hun ikke led nød. Og så fik hun jo af Vilhelm og mig, og senere af Ludvig, som boede sammen med hende rigeligt hvad hun trængte.

Så en vakker dag kom der et brev til min bror Vilhelm (som da var præst i Risør) et brev fra en ukjendt person i Amerika, som meddelte ham at hans far var død derover i Amerika. Det var altså længe, længe før, jeg havde truffet Dig, Erik. Mor gik dengang i sørgetøj næsten i to år, og jeg gik også [i] sort. Og jeg sørged over min dejlige, unge, kampberedte far. Jeg blev født, da han var 28 år gammel. Å, som jeg husker, hvordan han kunde leke med mig! Og hans spørgsmål ude i entreen hver eneste kvæld: «Hvor er heksen henne?» Heksen var mig. Jeg var jo eneste datter.

Men efterat vi havde sørget over hans død, så kommer der pludselig rygter om at han endnu er ilive. Men det var så vagt og ubestemt. «Du skal se, det er far selv, som har villet udsprede det, at han var død,» sa jeg til bror Ludvig dengang i Frederikshald, da vi to og mine gutter boede sammen.dengang i Frederikshald: dvs. i 1878–79.

Men fra da af har vi anset vor prægtige, dygtige far for død. Og vi søskende lovte dengang hverandre at vi aldrig vilde snakke om vor far mere, fordi det snak måtte sætte vor mor i et dårligt lys.

Og derfor Erik, har jeg ikke snakt til Dig om denne far, som var død, før jeg traf Dig, om denne far, ved hvis omtale, jeg vilde komme til at blotte mor, som jeg i gamle dage holdt så meget af, men som nu – – Du ved og forstår jo, at jeg ved hjælp af livet har lært så uendelig meget.

Tænk, da jeg sidste gang var sammen med min døende bror Ludvig, nævnte vi ikke far, fordi han altså for os var død for over 24 år siden.

Mor har også hørt om dette dødsfald i avisen. Hun ler, og siger: sligt et sludder!

Jeg tænkte på at skrive et dementi i bladene. Men jeg tør jo ikke gjøre det. For til syvende og sidst ved jeg jo ikke. – – – –

Du svarer ikke på dette om småen vilde sorge hvis jeg ikke kom hjem til julen. Hvorfor gjør Du ikke det? Og hvorfor har Du aldrig kunnet få over dine læber, at dørene ikke stod åbne om nætterne.

– Jeg håber da til gud, at Du er menneske nok til at finde på en eller anden undskyldning for ikke at gå til Axeliane.ikke at gå til Axeliane: sannsynligvis forfatteren Axelline Lund (se brev 449, note 1). Eller vil Du være frispiser? Jeg synes, vi har så nok, og så altfor meget nok på os. Herre Jesus! Hvis Du også tar det på Dig! Og med den tanke, at ikke gjøre gjengjæld. Nej – der er noget hos Dig, en gammel ungdomsskade, noget, som har kroget din ryg. Hvorfor kan og vil Du dog ikke ryste det af Dig? Ja, Du må endelig få nogle frieksemplarer. Og sætte pengene i banken! Her i Norge har ingen læst bogen. Ingen!! Klimatet her, den tykke, skidne Xaniatåge er for mig så aldeles forfærdelig. Aldrig har hosten og helbredet vært værre.helbredet vært værre: Brevet slutter uten underskrift, og de siste setningene er skrevet helt rundt den siste siden.

591. Amalie til Erik

Missionshotellet. Kristiania. 16/12/98.

Nu, når jeg for alvor begynder at ta mig selv i nakken, ser jeg for et bæst, jeg er. Slige dumme, stygge ord, jeg bruger.

Men Du ved Erikmand, at jeg altid har havt imod at gå til folk, til deres middager uden at kunne gjøre gjengæld. Og hvad satan skal vi med alle de folk. Jeg orker det ikke. Men siden nu Du og jeg er forbundne, kunde Du så ikke engang ta det parti at sige nej til indbydelser, der er nye, som nu til Axelliane?nu til Axelliane: se brev 590, note 5. Jeg vil ikke ta også dette nye bekjendtskab på mig. Jeg vil ikke være forpligtet til at gjøre middag for hende. Kunde Du ikke ganske stille sagt nej tak; jeg kan ikke[.] Hvad i alverden Du venter at opnå ved alle disse bekjendtskaber: Fogger, Christmasser, Axelianer, Rørdammer, BaggererFogger, Christmasser … Rørdammer, Baggerer: Fogger: Lemvig og Louise Fog (se brev 544, note 4). Christmasser: Walter Christmas og kone (se brev 583, note 4). Rørdammer: Holger og Charlotte Rørdam (se brev 528, note 2); de hadde flyttet til København høsten 1896, da Holger Rørdam hadde fått en stilling der. Baggerer har det ikke vært mulig å identifisere. – ja gud hjælpe mig om jeg fatter det!

Lad mig ikke midt i alt dette virvar komme til at opdage at Du er –

Nej men dette at Du nu på nyt igjen skriver med en fed smag af tilfredshed: «Vi«! er indbudne til middag til Axeliane. Hvem andre end Du vilde i din og min stilling ikke ha tilføjet: «men jeg går der naturligvis ikke.»

Ak, ak Erik Skram! Disse frugtesløse krampefyldte anstrængelser! Hvor har jeg ikke drømt og håbet. Men aldrig, aldrig blir Du som jeg, eller jeg som Du. Når mit hjærte, hele min sjæl, hele mit indre længes og brænder mod Dig, så behøver der bare at komme et brev, et brev så kjedeligt, så dumt og karrigt, et brev i hvilket glæden over de nye indbydelser lyser som en fakkel, for at jeg skal synke ned til det stade, hvor jeg længe, længe har siddet. – – –

Opholdet her har ikke vært godt for mig. Her har vært tåge, denne skidne, giftige Kristianiatåge, som har vært omtrent dræbende. Hosten er blet aldeles vanvittig ondartet, og søvn har jeg aldrig havt uden ved at ta noget ind. Masser af penge har jeg brugt, og jeg har brugt mange af disse penge til Lud. Nu må jeg af Lud. låne 100 kr. Han har dem ikke, men det er af de penge som hans far sendte til Jakob, som vi ikke har kunnet få fat i.

Hvad hjælper et menneskes gode forsætter når disse forsætter uophørlig støder mod en mur.

Jeg har tænkt meget på dette dødsfald derover i Amerika. Men hvis jeg dementerer det, så blir der skriveri om det, og så viser det sig kanske tilsidst at det virkelig alligevel er faderen. Jeg ved jo ikke. Hils og kys småen fra mamma.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook